28.05.2020

Lena blev ramt af PTSD

Hun har kæmpet en lang, sej kamp med PTSD, og selvom Lena har en velfungerende hverdag nu, lever hun stadig med de symptomer, den psykiske lidelse trækker med sig.

Det er den 11. november 2011 i Nyborg Fængsel. Lena, som er leder på et bandeafsnit, kan høre en dør smække på etagen ovenover. Hun løber op for at se, hvad der er på færde. Det viser sig at være en indsat, som ikke vil gå på arbejde. Den indsatte begynder at skubbe til en af Lenas kollegaer, som også er til stede i den lille fængselscelle. Det eskalerer hurtigt.

”Vi var fire fængselsbetjente og den indsatte. Skabe væltede, og fjernsynet væltede, jeg har aldrig været udsat for noget lignende. Hver gang vi fik den indsatte ned, var han hurtigere oppe end os. Da jeg ville hoppe på ham, imens de andre lå ned, fik jeg en knytnæve lige i tindingen og gik ud som et lys,” siger Lena.

Den skadede, bevidstløse leder bliver trukket ud af en anden indsat, som kom til undsætning, og hun blev kørt på skadestuen.

Overfald fik bæger til at flyde over
Forud for den voldsomme episode havde Lena fået det dårligere psykisk. Hun gik rundt på fængselsgangene med en urolig summen indeni, var hele tiden på vagt.

”Når jeg skulle snakke med ét bandemedlem, endte jeg med at snakke med 20. De rottede sig sammen og stod i en cirkel rundt om mig. Jeg skulle passe på, hvad jeg sagde og gjorde,” siger Lena.

Hun havde konstant antennerne ude og kunne ikke tåle høje lyde og larm. Når alarmen lød, gemte hun sig, hun plejede ellers altid at være den første, der løb. Nu græd hun i det skjulte og kunne ikke huske navnene på hverken kollegaer eller indsatte. Alligevel var det svært at erkende, at alt ikke var, som det skulle være.

”Jeg ville ikke acceptere, at den var gal. Jeg strittede imod og nægtede at lytte til min læge, som advarede mig. Jeg skulle bare overkomme presset og arbejde mig igennem det,” siger hun.

Da hun ikke havde sovet i et halvt år, skred hendes læge ind og udskrev sovepiller. Til sidst var der ingen vej udenom en sygemelding.

Jeg ville ikke acceptere, at den var gal. Jeg strittede imod og nægtede at lytte til min læge, som advarede mig.

Tre år i et angstfuldt hul
I kølvandet på sygemeldingen forsvandt den faste grund helt under Lenas fødder.

”Mange gange har jeg overvejet, om jeg bare skulle køre ind i et træ,” siger hun.

Hun havde mange angstsymptomer og turde ikke at tage telefonen eller at gå ud og handle. Hun sov ikke meget, og hvis hun så endelig faldt i søvn, så havde hun mareridt.

”Jeg stirrede ind i en væg i tre år. Jeg var slet ikke mig selv. Mine børn hjalp mig. De gjorde rent og købte ind. Hvis jeg en sjælden gang var med i supermarked, så satte jeg varerne, kravlede rundt på gulvet eller smuttede. De kunne ikke lide at have venner med hjemme, fordi jeg så dårlig ud,” siger hun.

Bedre men aldrig perfekt
I dag har Lena en velfungerende tilværelse med sine børn. Hun har fået afstand til den lange årrække i Nyborg Fængsel og de efterfølgende år i det sorte hul.

”Jeg har det meget bedre. Det kan mine børn også mærke. Jeg er langt om længe glad igen. Det har betydet meget for vores relation og familieliv,” siger hun.

Nu skal den tidligere fængselsbetjent til at finde ud af, hvad hendes nye identitet er, og hvilke ønsker hun har for fremtiden.

Af Maiken Krongaard Knudsen, freelance

 

PTSD er mere udbredt blandt fængselsbetjente end hos politibetjente og soldater