17.09.2021

Kritik af flytningen af Politigårdens Fængsel: “Politikerne har skudt sig selv i foden”

Medarbejdere fra Politigårdens Fængsel er ikke begejstrede for, at deres arbejdsplads flytter til Vestre Fængsel. De mener, at man risikerer at ødelægge det faglige miljø i Kriminalforsorgens sikreste fængsel.

Siden 2004 har Københavns Politigård lagt lokaler til en særlig arrestafdeling for op til 25 negativt stærke indsatte, men det er snart slut. Fængslet flytter i løbet af året til Vestre Fængsel under navnet Politigårdens Fængsel Øst.

Ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er det ikke muligt at etablere kontrolforanstaltninger, som det kræves for institutioner i højeste sikkerhedskategori: “Derfor er flytningen bedre for Kriminalforsorgen sikkerhedsmæssigt og økonomisk,” skriver han i et svar til Folketingets Retsudvalg.

Spørger man medarbejderne i fængslet, handler beslutningen ikke om sikkerhed, men alene om økonomi. De frygter, at det ikke er muligt genskabe fængslet på den nye adresse.

Her er fire kollegaers holdning til flytningen:

Peter, Politigårdens Fængsel siden 2004
“Jeg tror, at politikerne har skudt sig selv i foden. De må have taget beslutningen på et manglende grundlag. Vi har en bygning med ideelle fysiske rammer. Det er for eksempel meget svært for bandemedlemmer at kommunikere med hinanden. Jeg tror, det må være et økonomisk spørgsmål. Man vil gerne bruge de særmidler, som der er afsat til Politigården, generelt i Københavns Fængsler. De siger, at bemandingen bliver den samme i Vestre, men det kommer til at glide med tiden.”

Rasmus, Politigårdens Fængsel siden 2005 
“Vi udfylder en særlig rolle i Kriminalforsorgen. Du kan sige, at vi er fængslernes skraldespand. Vi tager imod alle de indsatte, som ingen andre vil have. Det er en kvalitet, at vi ligger afsondret fra Kriminalforsorgens øvrige institutioner. Det er for eksempel meget svært at smugle ting ind her. Jeg er bange for, at det bliver en halv løsning, når vi flytter til Vestre. At de for eksempel begynder at skære ned på nogle af vagterne.”

Daniel, Politigårdens Fængsel siden 2016
“Vi håber, at vi får lov til at fortsætte som hidtil. Det skaber tryghed, når der er fem mand til stede på vagt. Det betyder meget for de indsattes attitude. 80 procent af trykket ryger af ballonen, når de indsatte kommer her. De falder til ro med det samme. Og kollegamæssigt er vi meget tæt på hinanden. Vi supplerer hinanden godt, og undgår på denne måde mange konflikter.”

Uffe Toft, skolelærer, Politigårdens Fængsel siden 2009
“”Der er et pædagogisk tab ved flytningen. Mange indsatte som ikke kan finde ud af relationerne med andre indsatte, falder til ro med stedets faster regler og rutiner. De får en tryggere tilværelse, og behøver ikke spille op til hinanden. Som lærer hører jeg, at de indsatte faktisk har det bedre end der, hvor de kommer fra. Jeg har svært at se, at man kan fortsætte dette regime på Vestre.”

Fængselsforbundet er også bekymret for flytningen af fængslet: ”Det er trist, når noget der har fungeret rigtig godt, skal laves om,” siger områdetillidsrepræsentant Erik Holmestad Larsen.

Han hæfter sig dog ved, at fængslet fortsætter som hidtil på ny adresse: “Vi har aftalt med Kriminalforsorgen, at PF-regimet opretholdes som vi kender det i dag. Den type indsatte som PF håndterer, kommer der ikke færre af, så en lukning har aldrig været en mulighed. Kriminalforsorgen har lovet at inddrage personalet i forbindelse med at få skabt nogle vilkår på Vestre fængsel, der gør, at PF forbliver en selvstændig afdeling,” siger han.

Af Søren Gregersen