17.04.2024

Kommentar til artikel om fængselsbetjente i fotovogne

Hvor er det dog befriende, at skulle opleve en artikel i vores fagblad, der endog med Justitsministeriets velsignelse omtaler tjenestemænd, som noget der ikke bare er henvist til historiebøgerne eller en betegnelse, man bruger, hvis man kommer fra landet. Justitsministeriet udtaler ligefrem, at der blot er tale om en ”nem administrativ løsning”, for at tingene kunne få grønt lys.

Vores formand forestiller sig at gravide og nedslidte kollegaer, med behov for i en periode at kunne være væk fra kontakt med indsatte, kunne udlånes midlertidig til politiet og assistere politiets personalegrupper. Jeg mener dog, at begrænsningen ikke bør stoppe her, men at muligheden skulle være åben for alle fængselsbetjente. Forebyggelsen mod alt for tidlig nedslidning og udbrændthed kunne imødekommes med denne mulighed, nu da man ikke kan søge uden for nummer for at få noget luftforandring, uden man mister sin faste plads, anciennitet og pensionsår, men at man ved et udlån som omtalt her, vil kunne bevare sin ansættelse som hidtil.

Politiets formand er dog betænkelig i forhold til at lade fængselsbetjente bestride ansvaret med at sidde i fotovognene, da han mener, det er en politiopgave og at der kan komme problemer med at håndtere fartsyndere. Det problem mener jeg ikke burde afholde politikerne, vores og politiets forbund med at arbejde videre med denne mulighed. Jeg mener faktisk, at de to forbund i langt højere grad skulle samarbejde fremadrettet. Vi kan hjælpe hinanden på tværs af faggrænserne. Jeg er ikke i tvivl om, at med et grundigt kursus hos politiet i bilisters adfærd og vores erfaring og uddannelse i bagagen, vil vi på optimal vis kunne udføre denne opgave på lige fod med dem, der ellers bestrider den, når politibetjente ikke gør det. Det vil, uanset hvad, uden tvivl styrke kompetencerne og den faglige stolthed ved at være tjenestemand i den danske stat.

Et gammelt ordsprog siger: Man skal hyle, med de ulve man er i blandt! Her er alle muligheder for, at to sammenlignelige etater løfter den faglige stolthed et par trin op. Det kræver blot vilje fra begge siders organisationer og politikernes fastholdelse af at føre tingene ud i livet, når det endelig gælder!

Claus Kenni Barrendol, fængselsbetjent, Arresthuset i Helsingør