I FÆNGSELSFUNKTIONÆREN februar 2023 er en artikel om medlemmer, der har modtaget erstatninger på grund af overtrædelse af 48-timersreglen.
Reglen er i virkeligheden en EU-lov fra 2003. En lov hvis eksistens jeg ikke har kendt længe.
Da loven trådte i kraft, undlod man at orientere os fængselsbetjente derom. For mit vedkommende har det bevirket, at jeg indtil udgangen af 2013, hvor jeg blev pensioneret, havde ret til og krav på erstatning, fordi jeg arbejdede betydeligt mere, end der var lovhjemmel til. I de forløbne ti år havde jeg mere eller mindre konstant arbejdsuger på op til 60-65 timer. Da der imidlertid er en forældelsesfrist på fem år, er der ikke umiddelbart noget at komme efter.
Kriminalforsorgens ansvarlige burde have kendt til lovens eksistens, hvilket de sikkert også gjorde, men sådan noget skiltede man altså ikke med.
For Vridsløselilles vedkommende forholdt det sig sådan, at der altid manglede personale. Derfor var vi en halv snes fængselsbetjente, som frivilligt og ikke frivilligt påtog os mange ekstratjenester. Havde vi kendt til lovbestemmelserne, var det ikke småpenge, man havde måttet punge ud med.
Ikke nok med det: En kvindelig viceinspektør sendte os implicerede en e-mail, hvori hun gjorde gældende, at SKAT ønskede oplysninger om, hvorfor vi havde en indtjening, der lå betydelig over vores kollegaers. Vi undrede os gevaldigt over viceinspektørens tilsyneladende uvidenhed om vores
ekstravagter og den deraf følgende højere løn.
Sådan fik fængslet og direktoratet fralagt sig ansvaret ved ikke at fortælle os noget om nye love og regler. Vi følte faktisk, at man slog os oven i hovedet, fordi vi havde gjort fængslet tjenester ved ofte at stå til rådighed, når der manglede personale.
Naturligvis modtog vi løn for vores arbejde, men fængslet fik så sandelig også dækket deres ubesatte vagter på grund af velvillighed fra vores side.
Jørgen Doberck
Pensioneret fængselsbetjent
