06.12.2024

Kim Østerbye takker af efter 15 år

Der var store roser og taler fra blandt andre Peter Skaarup, Mette Frederiksen, Thorkild Fogde og Bo Yde Sørensen til Kim Østerbyes afskedsreception.

Omkring 200 medlemmer, politikere og direktører var mødt op for at tage afsked med Kim Østerbye til Fængselsforbundets afskedsreception for den afgående formand.

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, mødte således op med en stor buket røde roser og tak for samarbejdet.

”Du har formået med ekstremt nærvær at sikre dine medlemmer bedre vilkår og de indsatte bedre resocialisering. Du har fået Christiansborgs og danskernes øjne op for problemerne i Kriminalforsorgen, og du har hver evig eneste dag kæmpet en faglig kamp med den samme tydelighed.”

”Tusind tak for at stå der som en klippe i den faglige debat. Tak for samarbejdet. Du er en stjerne. Ingen er uundværlige, men nogen er  uerstattelige, og det er du,” sagde Mette Frederiksen.

Vil blive savnet
Peter Skaarup (DF) formand for Folketingets Retsudvalg havde heller ikke svært ved at komme i tanker om Kim Østerbyes landvindinger og takkede ligeledes for samarbejdet.

”Du har altid været tilgængelig, fremme i skoene og villig til at hjælpe med viden og forklaringer, når man havde brug for det. Du har gjort en stor forskel for fængselsforhold, arbejdsforhold, fængselsbetjentenes uddannelse og i det hele taget for retspolitikken i Danmark. Du skal være stolt af dit arbejde, og du vil blive savnet som formand,” sagde han.

Fængselsforbundets fungerende formand Bo Yde Sørensen takkede Kim Østerbye for de mange år på den udsatte post og for de kampe, han har taget i årenes løb.

”15 år på øretævernes ultimative holdeplads. Om det så er forbundssekretærerne, der er forsmåede over dette eller hint – eller direktøren, der bliver fornærmet over tonevalget – har du taget din del af øretæverne. Det takker vi dig for. Du har sat markante fodspor, som bliver meget svære at fylde,” sagde han.

Kim Østerbyes forbundskollega Flemming Vinther, der er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening og for CFU, var også på talerstolen og roste Kim for hans forhandlingsevner og evne til at tænke ud i fremtiden.

”Du har både været optaget af de kampe, der skulle kæmpes her og nu, men har også haft blik for, om dine sejre har haft langtidseffekt, og de sejre bliver man ikke altid belønnet for.”

”Du vil blive savnet for din humor, dit engagement og for din evne til at sætte fængselsforholdene på dagsordenen,” sagde Flemming Vinther.

Du har vundet mange kampe
Thorkild Fogde og Kim Østerbye har siddet på hver sin side af forhandlingsbordet og har ikke altid været enige. Men det hindrer ikke direktøren i at takke for samarbejdet.

”Da jeg overvejede at søge stillingen som direktør for Kriminalforsorgen i 2017, var der et af mine familiemedlemmer, der sagde, at de da allerede havde en direktør, det er ham der Kim Østerbye. Det illustrerer din synlighed. Du har fyldt meget på indre og ydre linjer.”

”Det kræver mod at arbejde i Kriminalforsorgen, og det har du. Jeg tror også, du har haft større indflydelse, end dine medlemmer har opdaget. Mange af kampene er blevet kæmpet i hermetisk lukkede rum, og jeg vil gerne indrømme, at du har vundet lidt for mange af dem,” sagde direktøren.

Der var også taler fra Asle Aase, formand for Norsk Fengsels- og Friomsorgsforbund, René Larsen, forbundssekretær i Fængselsforbundet, journalist Preben Lund og kriminolog Anne Okkels.

Æresmedlem
Kim Østerbye er blevet udnævnt til æresmedlem for Fængselsforbundet som tak for hans store indsats for forbund og medlemmer gennem 15 år.

Af Maria Hamilton