06.12.2024

25-års jubilæum: Kamilla Damgaard Pedersen

I marts 1999 trådte Kamilla for første gang ind ad porten til Vridsløselille Fængsel. Det blev til mange gode år på Vridsløselille; primært på arrestafdelingen A2 og behandlingsafdelingen D1.

Da Vridsløselille stod over for lukning, valgte Kamilla at prøve kræfter med Kalundborg Arrest, hvor hun stadig forretter tjeneste.

I Kalundborg Arrest er Kamilla en meget vellidt kollega. Hun er altid klar på at tage en ekstra tørn, når der er brug for det. Hun sætter gang i arresten med sin energi og sit humør, og får en masse til at ske til stor gavn for sine kollegaer.

Kamilla sørger for, at arrestens depot aldrig – som i aldrig nogensinde – løber tør. Derudover er Kamilla 100 meter mester i sagsbehandling. Hun er altid på forkant og giver gerne sine kollegaer en hjælpende hånd. Hun er uddannet NADA behandler, som både kollegaer og indsatte nyder godt af.

Arrestens mor kan man godt kalde Kamilla. Både over for ansatte og indsatte står hun klar med masser af omsorg og lejlighedsvis mor-skæld-ud.

I sin fritid er Kamilla familiemenneske med stort F. Hun hygger sig med sin mand Lars, og deres børn, Bertram og Sofus. Til familien hører også katten Else og hunden Karla, der får masser af kærlighed. Sammen holder familien af ture til Berlin eller ture ned til sneen.

Kære Kamilla, stort tillykke med dit 25-års jubilæum. Vi ved, at du stadig savner Vridsløselille, men vi håber, at du vil snuppe 25 år mere med os i Kalundborg Arrest.

Kærlig hilsen

Dine kollegaer i Kalundborg Arrest