Der er ikke grobund for en fejde mellem politibetjente og fængselsbetjente, når det gælder løsningen af vores fælles myndighedsopgaver.
Det er der ellers nogle, der synes, efter Fængselsforbundet har tilbudt at aflaste politiet.
Men nej. Vi er ikke ude på at stjæle opgaver fra vores kollegaer i politiet. Vi tilbyder blot at samarbejde om nogle af de opgaver, som ikke nødvendigvis behøver at blive løst af stressede politibetjente med en overarbejdspukkel større end Klokkeren fra Notre Dame.
Vores situation er nemlig omvendt af politibetjentenes i øjeblikket. Vi er overordnet ikke presset på mandskabet. Vi har ikke brugt 200.000 mandetimer alene på at bevogte en synagoge, og vi er ikke voldsomt mærket af udfordringen med de mange flygtninge.
Hos os er situationen den, at strafmassen styrtdykker og belægget er lavt. Det er derfor, vi har mulighed for at hjælpe vores kollegaer inden for Justitsministeriets område.
Den nok mest synlige og diskuterede opgave er fotovognene. Det er en myndighedsopgave, som sagtens kan varetages af fængselsbetjente. For nogle af vores kollegaer vil det være kærkomment med en pause væk fra frontlinjen. Det er der ikke særlig gode muligheder for i Kriminalforsorgen.
Et andet område er fangetransporter. Vi kører hver for sig de samme fanger rundt på landevejene alt efter formål. Lad os dog hjælpe hinanden om denne opgave.
Vores samfund ændrer sig hele tiden. De nye opgaver ligner ikke nødvendigvis dem, vi havde i går. Og i morgen vil der opstå nye situationer, som kræver nye løsninger.
Ved at tale konstruktivt sammen om alle disse opgaver, kan vi holde et højt effektivitetsniveau og stå stærkt over for beslutningstagerne, så vi holder al snak om private aktører uden for vores arbejdsområde.
Det er bedre, at opgaverne løses af Justitsministeriets tjenestemænd end af private firmaer.
Så derfor kære politifolk: Lad os løse opgaverne sammen frem for at bekrige hinanden