Tommy Brøndum blev udsat for et voldsomt overfald i Randers Arrest som 32-årig. Nu står han frem og fortæller om de store konsekvenser, som overfaldet har fået for hans liv. Her er hans historie.
Der bliver ringet fra en celle
”Jeg glemmer aldrig den dag. Det var en aftenvagt den 7. december 1999. Jeg var lige blevet færdiguddannet som fængselsbetjent og fastansat i Randers Arrest.
Der bliver ringet fra en celle. Jeg går ud for at kigge. Nogen har sat noget i klemme i døren ind til en celle. Pludselig bliver jeg overfaldet af en indsat fra den modsatte side. Han skubber mig ind i cellen. Jeg slår skulder og nakke. Jeg beslutter at gå frem mod ham. Så trækker han en kniv og stikker ud efter mig. Jeg går et skridt tilbage og opdager, at der sidder to indsatte på sengen i cellen. Den ene rejser sig fra sengen og truer med en kniv: ”Tommy, giv os nøglen”.
Jeg trykker på alarmen, men den virker ikke. De får fat i nøglen og smækker døren. Jeg er låst inde i cellen med den tredje mand, som ikke har noget med overfaldet at gøre.
Mine to kollegaer leder efter mig. Men jeg er bange for, at de også bliver lokket i et baghold, så jeg råber ikke op, men taler stille og roligt. De tror derfor, at jeg bliver truet af den indsatte i cellen og stormer ind med skjolde og det hele.
De to fanger er stukket af. Jeg tænker, at jeg ikke har taget skade, men min kollegaer siger, at jeg skal til skadestuen.
På hospitalet får jeg det mærkeligt, da jeg sidder og ser en håndboldkamp på fjernsynet. ”Du har det ikke godt,” siger en sygeplejerske. Jeg bliver undersøgt. Får en krave om halsen. På vejen hjem får jeg angstanfald og kaster op.
Panikanfald i Føtex
I dagene efter tænker jeg ”så er det ikke værre”. Jeg sover dårligt, men jeg har ikke brug for en psykolog og begynder i jobbet igen.
I løbet af foråret får jeg det dog ringere. Sover dårligt. Bliver nemt irritabel. Hen omkring maj kan jeg godt mærke, at det er helt skidt. Får et panikanfald i Føtex. Jeg overvejer at stoppe i Kriminalforsorgen, men aftaler i stedet med arrestforvareren at vende tilbage til Aalborg Arrest, hvor jeg havde været før.
Det var nok ikke så smart at vælge et af landets hårdeste arresthuse, men i starten går det fint. I foråret 2001 begynder problemerne dog at komme snigende igen. Kan ikke sove. Er angst for små rum.
”Nu stopper jeg”, siger jeg til mig selv og ringer til min tillidsrepræsentant i Fængselsforbundet. Jeg er bange for at svigte mine kollegaer, hvis vi kommer ud for en magtsituation.
Jeg er faktisk bange for at miste alt – både mig selv og min familie. Så i samråd med familien vælger jeg at stoppe.
Tag dig nu sammen
Jeg troede ikke, at det ville tage lang tid at blive afskediget, men det tog halvandet år. I den periode gik jeg fra at være syg til at være et monster. Jeg blev på ingen måde rask af at gå derhjemme.
”Tag dig nu sammen.” Du skulle vide, hvor mange gange jeg har fået det at vide. Men det var jo det eneste, jeg ikke kunne.
Ligegyldigt hvor godt man skriver det, kan man ikke forklare, hvordan jeg havde det. Hvis det var sket for en af mine venner, ville jeg også have svært ved at forstå det.
Folk kunne sagtens forstå det, da jeg brækkede mit ben. Men det er svært at sætte sig ind i en sygdom, som man ikke kan se.
Jeg forstår heller ikke selv, hvorfor en enkelt episode kunne få sådan en stor betydning. Jeg havde oplevet voldsomme situationer før, og følte at jeg havde styr på det. Måske var jeg sårbar. Jeg ved det ikke.
Du kan ikke aflyse aftaler med dit barn
Jeg blev afskediget fra Kriminalforsorgen i december 2002 og begyndte at arbejde på et lager i Viborg.
Det går op for mig, at jeg virkelig er syg, og får stillet diagnosen PTSD. Kommunen vil gerne have mig op på fuld tid, men jeg er i elendig forfatning og tager hurtigt 13-14 kilo på.
Det er hårdt for min familie. De ved ikke rigtig i hvilket humør, jeg er i. Min kone er selvstændig frisør, og vi havde tre små børn.
Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have stået det igennem. Det må have været svært at stå på sidelinjen uden at kunne gøre noget. Jeg ændrede mig fuldstændig.
Mine børn har lidt meget under det. Du kan ikke aflyse aftaler med dit barn, fordi du har det dårligt. Det forstår de ikke. Konsekvensen blev, at tingene blev kørt uden om mig. Også senere når der skulle tages store beslutninger om kærester, uddannelser og videre. Det er først i de senere år, at jeg har kunnet kompensere for det. Jeg har haft travlt nok med at tænke på mig selv.
Sover næsten ikke i ti år
I 2004 bliver jeg godkendt til et fleksjob på lageret. Her arbejder jeg de næste tolv år omkring 30 timer om ugen. Jeg er dog på ingen måde rask. Jeg sover faktisk næsten ikke om natten i ti år.
En morgen i februar 2014 vågner jeg med lammelse i den ene halvdel af ansigtet. Jeg kører på sygehuset. Det er en stressreaktion.
Jeg vælger at stoppe på lageret og får tilbudt førtidspension.
Det var lige tidligt nok, tænkte jeg. Hvad skulle jeg få tiden til at gå med? Så jeg sagde nej tak.
I stedet begyndte jeg som pedel hos et VVS-firma her i Møldrup. 20 timer om ugen. Det fungerer perfekt.
Jeg har stadig søvnproblemer, men man lærer at leve med det. Jeg tror ikke, at jeg får det bedre, men prøver at tilpasse mig min krops signaler.
Har i perioder haft svært ved, at være i rum med andre. Svært ved at folk kommer bagfra. Hvis der for eksempel er en, som kommer og klapper mig bagfra, bliver jeg forskrækket.
Selv i dag, er der mange venner, som har svært ved at forstå, hvorfor jeg har det, som jeg har det. De tror, jeg udnytter situationen. Det har jeg det meget svært ved. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke savner det at være fængselsbetjent. Jeg er bitter over, at to mennesker tog en beslutning, som ødelagde mit liv.
Hjælp fra familie, kollegaer og forbund
Jeg kender alle advarsler, når man er i min situation. Alkoholisme, pillemisbrug, skilsmisse. De faldgruber er det lykkedes mig at styre uden om.
Min kone og børn har været en stor hjælp. Og personalet i Aalborg og Randers har behandlet mig fantastisk godt. Jeg er også dyb taknemmelig for den hjælp, jeg har fået fra Fængselsforbundet. Uden dem var jeg aldrig kommet gennem hele forløbet med afskedigelsessagen.
I fritiden spiller jeg golf. Det hjælper. Her kan jeg samle mine tanker.
Når jeg tænker tilbage på hele mit forløb, kan jeg se, at jeg skulle have taget mod hjælp meget hurtigere. Det var en kæmpefejl. Jeg skulle ikke have prøvet at spille supermand og i stedet lyttet til min arrestforvarer. Hjælpen stod nemlig klar i starten.
Men sådan er det ikke, når man først er blevet afskediget. Kommunen er slet ikke gearet til sådan nogle som mig. Jeg savner nogen at snakke med, som kender fængselsmiljøet. Kommunen har ikke forståelse for arbejdet i et fængsel. Jeg kan få 20.000 kroner til et hæve-sænkebord, men ikke få penge til en psykolog.
Vil gerne hjælpe andre
Nu kunne jeg godt tænke mig at hjælpe andre. Det er også derfor, at jeg kontaktede fagbladet, efter jeg hørte en fængselsbetjent blev overfaldet i Nyborg i sommer.
Har tit tænkt på, hvorfor der ikke er nogen, som har brugt mine erfaringer?
Jeg vil for eksempel gerne fortælle om mit forløb på uddannelsen til betjent. Det ville have hjulpet mig, hvis det var indgået som en del af min uddannelse, og vi havde hørt fra en, som har prøvet at blive overfaldet.
Dengang jeg blev overfaldet, troede jeg, at det ville tage tre dage at komme over. Nu er der snart gået 17 år.
