Katrine Andresen stoppede som fængselsbetjent i Nyborg Fængsel i 2018, fordi arbejdsmiljøet var blevet for ringe. Nu arbejder hun som IT-supporter.
I 2005 startede 22-årige Katrine Andresen som fængselsbetjent i Nyborg Fængsel, og det var hun rigtig glad for. ”Jeg syntes, det var udfordrende og spændende arbejde, jeg var rigtig glad for det. Det var selve arbejdet med de indsatte, jeg godt kunne lide,” siger hun.
De mødte altid to ind på afdelingerne som minimum, og der var en meget tæt kontakt til de indsatte og tid til at lave ting sammen med dem.
”Vi kunne lære dem basale ting som at koge et æg og købe ind. Eller vi kunne spille fodbold med dem. Alt det, der batter i forhold til resocialisering,” siger den tidligere fængselsbetjent.
Katrine Andresen
Man slår ikke på en, man spiller ludo med
Katrine Andresen havde tid til at være den fængselsbetjent, hun gerne ville være, men i 2012 begyndte det at gå ned ad bakke. Hun havde i mellemtiden fået et barn og skiftede til at være værkmester, da hun kom tilbage fra barsel i 2013.
”Der blev skåret i mængden af personale. På mange afdelinger var der nu kun én fængselsbetjent i stedet for to. På det værksted, jeg var på, var vi fem til at begynde med til 25 indsatte, sådan var det heller ikke længere,” siger hun.
Det, at der blev færre betjente, ramte direkte ind i kernen af det arbejde, Katrine Andresen holdt af, nemlig samværet med de indsatte, og det påvirkede sikkerheden.
”Relationen til de indsatte er vores primære sikkerhed som fængselsbetjente. Man kan forklare det sådan, at man ikke slår på en, man sidder og spiller ludo med,” siger hun.
I takt med at arbejdssituationen blev værre og værre, begyndte Katrine Andresen at miste kærligheden til sit job, og de indsatte mistede respekten og tilliden.
”Til sidst var vi nogle gange to betjente til 25 indsatte på et værksted med farlige redskaber. Hvis den ene skulle noget i et par timer, sad man så alene. Det udnyttede de stærke indsatte. De kunne stå og ryge en joint lige på den anden side af døren. De svage indsatte mistede tilliden til én, for man kunne ikke længere gøre noget for dem. Jeg turde ikke gå ned mellem de indsatte for at stoppe en konflikt, for jeg vidste, at de var pressede på bemandingen udenfor værkstedet også, så jeg kunne ikke være sikker på, at nogen kom og hjalp mig,” siger hun.
Ledelsen bakkede ikke op
I takt med at arbejdsmiljøet hang i laser i Katrine Andresens optik, begyndte hun også at miste tillid til ledelsen.
”Før havde vi tæt kontakt til vores daglige leder, men lederne var også blevet færre. Tilliden mellem medarbejdere og ledelse var nærmest væk, og de var samtidig meget uenige i ledergruppen og bagtalte hinanden. Det var med til at skabe et giftigt arbejdsmiljø,” siger hun.
I 2018 sagde Katrine Andresen op og uddannede sig i stedet til IT-supporter.
”Jeg er glad for mit nye job. Der er gået halvandet år nu, og jeg kan mærke, at al mistilliden, jeg havde bygget op til andre mennesker i mit arbejde i Nyborg Fængsel, er ved at fordampe.”
På spørgsmålet om, hvorvidt Katrine Andresen kunne finde på at vende tilbage til Kriminalforsorgen, er svaret meget klart: ”Jeg kommer aldrig tilbage. Jeg tror simpelthen ikke på, at arbejdsmiljøet nogensinde igen bliver, som det var, da jeg begyndte,” siger hun.
Af Maria Hamilton
