Det er praktisk taget umuligt at finde nogen, der har noget godt at sige om Udrejsecenter Kærshovedgaard – det tidligere åbne statsfængsel uden for Bording i Midtjylland.
”Lad os være ærlige og sige, at mange gerne så, at vi lukkede og slukkede, og at beboerne blev flyttet til en adresse så langt fra landets grænser som muligt,” lyder det samstemmende fra flere medarbejdere, som er samlet til en af de jævnlige supervisioner med en psykolog, hvor de lufter hverdagens frustrationer. Ikke over beboerne ’for de er nu engang, som de er’, men især over de politikere, der rent ud opfordrer til at gøre livet for beboerne så surt som muligt.
Et udspil der får alle i lokalet til at ryste opgivende på hovedet: ”For hvordan er det lige; forestiller man sig, at vi skal gøre det i praksis? spørger de, og kender godt svaret: ”Det kan man simpelthen ikke.
Ingen medarbejder her på Kærshovedgaard møder på arbejde med det formål at genere beboere for at motivere dem til at forlade landet.
“Det er en absurd tanke, men der er sikkert stemmer i den slags populisme, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, og som er en fuldkommen gratis omgang,” bliver det påpeget.
Også påstanden om, at beboerne ’jo bare kan forlade landet’ bliver afvist: ”Det er ikke et liv at sidde på Kærshovedgaard, og kunne de forlade landet, ville de gøre det. Men det er bare ikke så enkelt, som nogle politikere vil gøre det til”.
Vi gør kun vores arbejde blandt mennesker, der har mistet enhver illusion.
Grove beskyldninger
I mødelokalet i den gamle inspektørbolig får frustrationerne frit løb.
Det er ikke her, ordene bliver filtreret, men kommer rent fra hjertet. Også når det gælder magtesløsheden over de grundløse og nederdrægtige påstande, der fra tid til anden figurerer på de sociale medier.
”Der er ingen grænser for, hvad vi bliver beskyldt for. At vi er fascister, og det der er værre. Det er naturligvis det rene vrøvl og uforskammet, men i praksis er vi afskåret fra at tage til genmæle, og det er virkelig frustrerende.”
”Vi gør kun vores arbejde blandt mennesker, der har mistet enhver illusion, mennesker der ikke har noget at miste og mennesker, der måske trods alt har et håb om et mirakel, der vil få deres verden til at se anderledes ud,” lyder det med én stemme fra medarbejderne omkring det hesteskoformede bord.
Og i samme ombæring samler de sig om ét brændende ønske; mere og bedre uddannelse.
Brændende ønske
”Vi har stort set ikke andre forudsætninger for at arbejde under så specielle vilkår, end det livets skole har lært os. Vi er modne mennesker med erfaringer fra mange brancher, men vi savner i den grad en professionalisering af vores arbejde. Vi er ikke i nærheden af den skoling fængselsbetjente får, men vi gør det så godt, vi kan og ud fra en efterhånden veludviklet intuition. Heldigvis lykkes det os som regel at afværge konflikter og sammenstød i dette letantændelige miljø, men det er ret utroligt, at vi ikke har modtaget en bedre og mere formel uddannelse. Ville man acceptere det andre steder?” siger institutionsmedarbejderne på mødet og fortsætter: ”Vi har kun talens kraft og vores personlighed at gøre godt med, for vi har ikke andre magtbeføjelser end enhver civil borger har. Så meget mere stolte er vi, når det næsten altid lykkes at få lagt en dæmper på en situation, der som et lyn kunne have udviklet sig faretruende.”
Udrejsecenter Kærshovedgaard huser cirka 250 udlændinge. der har fået afslag på asyl, udlændinge der er udvist ved dom eller er på tålt ophold.
Udrejsecenter Kærshovedgaard huser cirka 250 udlændinge. der har fået afslag på asyl, udlændinge der er udvist ved dom eller er på tålt ophold.
Det samme gælder den evige kamp mod stofferne: ”Vi ved de findes i rigelige mængder – beboerne må jo komme og gå, som de vil – ligesom knive og slagvåben, men vi må ikke visitere beboernes værelser. Og der har været eksempler på voldsomme sammenstød, som blandt andet udspringer af alvorlige psykiske problemer. Vi er meget opmærksomme på, at risikoen lurer lige under overfladen, hvilket naturligvis også er belastende. I øvrigt er vi udmærket klar over, at der i det skjulte finder sammenstød sted, som beboerne ’ordner indbyrdes’.
Politiet er fast til stede på Kærshovedgaard, men af en eller anden grund skal assistance fra politiet rekvireres via hovedstationen i Holstebro. I praksis løser man dog det problem gennem det udmærkede, men uformelle samarbejde, institutionsmedarbejderne har med politifolkene.
Skrabet model
Medarbejderne er denne varme junidag meget bevidste om, at deres arbejdsplads er uønsket af mange – måske de fleste. Modviljen blev til overflod demonstreret af de massive folkelige protester, der opstod, da den daværende regering forgæves forsøgte at flytte Kærshovedgaards funktion til en ø i Stege Bugt og senere til Langeland. Og indirekte mærker medarbejderne, at der ikke er stemmer i at sende flere penge end højst nødvendigt til Kærshovedgaard.
Tillidsrepræsentant Jørgen Gabs siger: ”Vores biler er gamle og udtjente, bygningerne er nedslidte, radioerne fungerer ikke altid. Til gengæld har man kastet mange penge i en adgangskontrol, som ikke virker.”
Vores biler er gamle og udtjente, bygningerne er nedslidte, radioerne fungerer ikke altid. Til gengæld har man kastet mange penge i en adgangskontrol, som ikke virker.
Men – måske vigtigst af alt – peger han på, hvad han ikke tøver med at betegne som en alt for ringe løn i forhold til ansvaret.
”En grundløn der begynder i omegnen af 22 tusinde om måneden. Det er altså ikke attraktivt for de gode, solide, voksne kollegaer, vi efterspørger til dette særprægede arbejde, som ikke ligner noget andet. Der skal mere til.”
Men trods manglende anerkendelse og på trods af lønforholdene nikker kollegaerne i vagtstuen samtykkende, da Valquiria Sørensen kigger op fra skærmen og til afsked bemærker:
”Vi synes, vi gør et meningsfyldt stykke arbejde på vanskelige betingelser. Det kan vi godt være bekendt og være stolte af. Og så har vi bare nogle rigtigt gode kollegaer.”
Af Preben Lund
Tillidsrepræsentant Jørgen Gabs
