25.05.2022

Indsatte der truer fængselsbetjente slipper ofte for sigtelser

Indsatte der truer fængselsbetjente undgår ofte sigtelser

Det er tit en gratis omgang, når indsatte truer fængselsbetjente. Selvom Kriminalforsorgen ønsker nultolerence overfor vold og trusler mod personalet, henlægger politiet nemlig mange anmeldte sager. Fængselsforbundet ønsker ændret praksis. 

Tonen kan være hård på fængselsgangene, og den kan hurtigt gå fra krasbørstig til hadsk og truende mod fængselsbetjente. Hvis det sker, skal det meldes til politiet. Men det er langt fra sikkert, at verbale eller fysiske trusler giver et retslig efterspil. Indsatte kan nemlig slippe afsted med at køre en pegefinger over halsen som et tegn på at ville skære en hals over, sige:”I kan bare vente jer. Når jeg kommer ud står jeg og venter på jer til fyraften” eller “I ender alle med kraniebrud.”

Eksemplerne er fra Enner Mark Fængsel. De er alle tre politianmeldt, men frafaldet af politiet. Ifølge Fængselsforbundets oplysninger frafaldes lignende sager over hele landet.

De henlagte sager frustrerer Erik Tranekær Jensen, der er forhørsleder ved indsattes disciplinærsager i Enner Mark Fængsel.

“Vi oplever en del sager, som vi anser som åbenlyse trusselssager, blive lukket af politiet. Det er frustrerende, at nultolerancen reelt ikke betyder nultolerance,” siger han.

Ifølge forhørslederen er det uvist, hvorvidt en straf spiller en rolle for den indsatte, men som organisation og arbejdsplads er det afgørende, at der reageres konsekvent på truslerne.

“Jeg ved ikke, om de indsatte bliver påvirket af en ekstra dom, men det er vigtigt, at vi holder reglerne, og sender et klart signal til både indsatte og ansatte om, at vi ikke vil acceptere vold og trusler,” siger Erik Tranekær Jensen.

En vurdering af intentionen
I de sager som Fængselsforbundet har set, hvor politiet ikke vælger at rejse sigtelser, er det ofte på grund af, at truslerne ikke er konkrete nok, eller at de er svære at bevise som trusler.

Jurist Henrik Møller hos Sydøstjyllands politi er en af dem, der vurderer sagerne fra Enner Mark Fængsel. Han kan ikke kommentere på konkrete sager, men han genkender billedet. Ifølge ham er det et generelt problem, at det er svært at bevise at intentionen bag en handling fra en indsat er at true.

“Hvis en indsat fortæller, at han vil opsøge en fængselsbetjent uden for murene, er det svært at bevise, at det er ment som en trussel, selvom der ikke er tvivl i situationen,” siger han.

Henrik Møller understreger, at fængselsbetjentenes forklaringer og udlægninger af trusselssituationerne er vigtige beviser, men at man fra politiets side skal se på hele bevisbyrden i en sag, når man vurderer om den skal rejses. Og det sker altså ifølge ham at beviserne ikke er klare nok. Især hvis situationen er enkeltstående.

“Det er langt nemmere, at bevise en egentlig trussel, hvis der er sket noget forudgående, der kan bevise intentionen,” siger han og fortsætter:”Men hvis vi vurdere, at det ikke kan bevises, at det var en konkret trussel, har vi simpelthen pligt til at slutte sagen.”

De vil ikke sende fødselsdagskort
Det er vigtigt, at der ikke sker et skred i den måde, de indsatte får lov til at tale og agere overfor fængselsbetjentene på, og at der er klar konsekvens, når indsatte for eksempel prøver at skabe sig særordninger gennem truende adfærd.

Det mener Fængselsforbundets formand Kim Østerbye, der gerne så, at der blev lagt større vægt på fængselsbetjentenes vurdering af situationerne, der anmeldes.

“Det er klart, at man skal kunne bevise, at noget er ment som en trussel, men ærlig talt er det sjældent, at et bandemedlem siger “Jeg ved, hvor du bor”, fordi han vil sende fødselsdagskort. Vores medlemmer dokumenterer situationerne så godt de kan, men i mange tilfælde er trusler og chikane af fængselbetjente på de hårde afdelinger nærmest umulige at dokumentere ud fra andet end her-og-nu-oplevelsen,” siger Kim Østerbye.

Han påpeger, at en del sager tilsyneladende også falder, fordi der i visse tilfælde har været lang sagsbehandlingstid hos politiet, og at mange fængselsbetjente gerne vil videre oven på episoderne, måske ikke kan huske dem eller ønsker at rippe op i dem.

“Hvis der går et år eller to før politiet ringer og følger op på anmeldelsen, er der mange fængselsbetjente, der vælger ikke at forfølge sagen yderligere, da en eventuel lille ekstrastraf virker lidt latterlig, så lang tid efter. Desuden har der givetvis været et hav af andre episoder siden, som man hellere så behandlet i systemet” siger Kim Østerbye.

Ny praksis efterlyses
Både Kim Østerbye og Erik Tranekær Jensen mener, at det i højere grad skal være fængslerne som institutioner, der skal følge sagen og afgøre om anmeldelse skal opretholdes, når politiet henvender sig med  sagerne.

“Vi hverken kan, vil eller skal finde os i angreb eller trusler. Vi har landets mest trusselsramte job, men jeg savner, at fængslerne i højere grad tager ansvar for, at sagerne om trusler bliver fulgt til dørs. Lige nu er det den enkelte betjent, der skal afgøre om sagen skal køre. Vold og trusler mod fængselsbetjente er både et angreb på os som mennesker OG et angreb på Kriminalforsorgen som institution,” siger Kim Østerbye.

Af Kristian Westfall