Kriminalforsorgen har siden 1995 haft et kursuscenter liggende i Vestdanmark. Dette kursuscenter blev i 2005 omtalt på følgende måde: “Kriminalforsorgens kursuscenter i Lunde på Fyn er en naturlig pendant til KUC i Birkerød. Det betyder, at prøveansatte for første gang nogensinde kan gennemføre uddannelsen til fængselsfunktionær på Fyn uden at skulle undvære familien under månedlange ophold i Birkerød.”
Så fra 2005, og ikke 2019, har der eksisteret en uddannelse til fængselsbetjente i Vestdanmark.
I 2015, ved opsigelse af lejeaftalen, nedlægger Kriminalforsorgen kursuscentret og dermed også uddannelsen til fængselsbetjent i Vestdanmark.
I 2019 vælger Kriminalforsorgen at bruge millioner og atter millioner på at omdanne et tidligere statsfængsel til uddannelsescenter. I den forbindelse udtaler uddannelseschefen i Kriminalforsorgen: “Vi har fået mange meget kvalificerede ansøgere, så vi har set rigtigt ved at åbne et uddannelsescenter i Vestdanmark.”
Det er jo nærmest en grinagtig udtalelse. For hvorfor i alverden lukkede man ned for uddannelse i Vestdanmark, for blot at bruge millionvis af kroner på at åbne det op igen?
Giv mig en fængselsbetjent fra Vestdanmark, som havde noget dårligt at sige om sin uddannelse på Lunde Kursuscenter.
Hvis man er villig til at bruge 50 millioner en gang og efterfølgende 21 millioner årligt, ja, havde man så købt Lunde Kursuscenter, som i 2018 blev solgt for 3,6 millioner kroner, så havde man stået tilbage med cirka 46,4 millioner kroner, som kunne have været brugt på uddannelse/rekruttering og ikke mursten.
Havde det kostet 21 millioner kroner at drive sådan en løsning videre? Nej.
Men nu har man i det mindste brugt 50 millioner kroner på en løsning, som viser sig ikke en gang at være permanent, men som koster 21 millioner at holde kørende.
Vi må se, hvor længe det holder.
Med venlig hilsen
René Andreasen