Det er knap tre år siden, at Louise mistede sit barn på en vagt i Jyderup Fængsel. Alligevel er sagen ikke afsluttet ved domstolene endnu. Det bliver den først i 2025.
Louise sidder ved sit spisebord i Slagelse. Hun er glad og imødekommende, men det forløb som vi skal tale om har været langt og hårdt.
Efter 14 år er det nemlig slut som fængselsbetjent.
25. marts 2021 lyder alarmen i Jyderup Fængsel. Louise skynder sig afsted for at hjælpe. En indsat er ude af kontrol. Han råber og skriger. De får styr på ham, men da de bærer ham til obs-cellen, sparker han Louise i maven.
”Det gør skide ondt. På skadestuen konstaterer de, at jeg har fået trykket ribbenene, og jeg begynder at bløde, da jeg kommer hjem.”
Louise opdager, at hun er gravid, og at barnet måske er blevet ramt.
”Fem uger senere kommer jeg til kontrol. Lægen fortæller mig, at der er noget galt. Barnet er dødt. Min krop har holdt på barnet i rent chok. Det var forfærdeligt. At miste sit barn på grund af sit arbejde: Det er svært at acceptere. Det er noget, man hører om, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det skulle ramme mig.”
Efter en kort sygeperiode kom Louise tilbage på arbejdet, men det var ikke nemt.
”Jeg havde det ikke godt. Jeg begyndte at blive bange for at gå på jobbet, jeg sov dårlig og da jeg nogle måneder senere blev gravid igen, blev jeg endnu mere bekymret.”
PTSD
21. august 2021 blev derfor Louises sidste dag i uniform. En leder lovede at finde administrative opgaver til hende. Men selv det blev for meget – og hun blev sygemeldt i oktober.
”Det hed sig, at det var på grund af graviditetsproblemer. Det var det ikke. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være i fængslet længere. Jeg havde PTSD. Det vidste jeg ikke dengang, men det kan jeg jo se nu.”
Hun er ærgerlig over, at der ikke blev taget bedre hånd om hende. Hun savnede rådgivning og information i forhold til at håndtere overfaldet.
”Jeg har for eksempel selv fundet ud af, at man kan få en støtteperson, som kan hjælpe med vejledning, men det fik jeg ikke noget at vide om. Jeg gik bare hjem til min gravide boble.”
Louise fik efterfølgende konstateret PTSD.
Jeg synes, det er under alt kritik, at det skal tage så lang tid. Det kræver mange ressourcer hver gang, man møder i retten. Jeg føler ikke, jeg kan komme videre, når der ikke er sat punktum i sagen.
Aflysning på aflysning
I mellemtiden var hjulene så småt begyndt at dreje rundt i retssystemet. Sagen skulle afgøres første gang den 8. oktober 2021 i byretten, men den blev aflyst.
Ny dato i retten var et år senere: 29. november 2022. Men sagen blev aflyst igen.
Ny dato: 9. januar 2023. Også aflyst.
Ny dato: 23. juni 2023. Også aflyst.
Først den 7. september 2023 lykkedes det at gennemføre sagen.
”Jeg var nervøs, men også lettet efter retsdagen. Jeg havde set frem til denne dag i flere år, og endelig var det overstået,” siger Louise.
Overfaldsmanden blev idømt fem måneders fængsel, men valgte at anke. Sagen er derfor nu berammet til 20. januar 2025 ved Østre Landsret.
”Jeg troede, at årstallet var fejl, at der skulle stå 2024, men den var god nok. Der kommer altså til at gå over et år mere, før sagen er færdig,” siger Louise.
”Jeg synes, det er under alt kritik, at det skal tage så lang tid. Det kræver mange ressourcer hver gang, man møder i retten. Jeg føler ikke, jeg kan komme videre, når der ikke er sat punktum i sagen.”
Årsdagen
Louise gik hjemme i efteråret og vinteren 2021/22, mens hun ventede på familiens andet barn.
Ironisk nok havde hun termin den 25. marts 2022. Årsdagen for overfaldet. Hun er glad for, at hun fødte ti dage før.
Barselsperioden sluttede i januar 2023, men hun var ikke i stand til at arbejde igen og blev sygemeldt.
Det har hun været siden. Fra og med december i år er hun ikke længere ansat i Kriminalforsorgen.
”Jeg ville ønske at jeg kunne komme tilbage i uniform. Jeg savner mine kollegaer. Måske kunne det havde ladet sig gøre, hvis der var blevet taget hånd om mig hurtigere, men ikke nu. Jeg er stadig ramt af PTSD. Jeg lider af angst. Jeg er bange i mørke. Utryg i et supermarked. Sover dårligt om natten og jeg får stadig flash backs.”
Hendes arbejdsskade er anerkendt, men sygesagen er ikke afsluttet endnu. Hun mangler altså afslutning i både arbejds- og voldssagen.
”Det bliver min PTSD ikke bedre af,” siger Louise.
