04.08.2021

Hvem har ansvaret for transportbetjentenes sikkerhed i retssale?

Et påbud fra arbejdstilsynet efter overfaldet i Vestre Landsret rejser spørgsmål  om ansvarsfordeling mellem domstole og Kriminalforsorgen.

I september blev en transportbetjent udsat for et groft overfald i Vestre Landsret i Kolding. Alligevel valgte dommeren at fortsætte retssagen, som om intet var hændt.

Fængselsforbundet skrev dagen efter til justitsministeren og spurgte, hvem der har ansvaret for medarbejdernes sikkerhed, når en indsat fremstilles for retten. Er det domstolen eller Kriminalforsorgen?

Forbundet undrede sig nemlig over, at retsformanden valgte at se bort fra Kriminalforsorgens anmodning om, at den indsatte burde forblive i håndjern under resten af retsfremstillingen.

Fagbladet har spurgt Kriminalforsorgen og Domstolsstyrelsen om ansvarsfordelingen mellem de to myndigheder.

Nick Hækkerup (S) skrev til forbundet, at det er den enkelte ret, som har ansvaret for sikkerheden i retsbygningen, og at det derfor: ”Vil være retten, der træffer afgørelse om begæringer relateret til for eksempel sikkerheden under et retsmøde.”

Ikke desto mindre har Arbejdstilsynet placeret aben for den manglende sikkerhed hos Kriminalforsorgen.

Tilsynet har udstedt et strakspåbud, hvor Kriminalforsorgen er blevet bedt om at sikre ”at arbejdet i retten planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.”

Arbejdstilsynet begrunder blandt andet påbuddet med, at de ansatte var utrygge ved at fortsætte retsmødet, uden at arrestanten var i håndjern. Tilsynet lægger altså ansvaret for sikkerheden på Kriminalforsorgen.

Ansvarsfordeling
Fagbladet har spurgt Kriminalforsorgen og Domstolsstyrelsen om ansvarsfordelingen mellem de to myndigheder.

Hvem bestemmer for eksempel, om en indsat kan fremstilles i retten uden håndjern?

Selvom Arbejdstilsynet nævner en lang række forhold i påbuddet, som går på  Kriminalforsorgens håndtering af sikkerheden i sagen fra Kolding, så ønsker Kriminalforsorgen ikke at kommentere på den konkrete sag. Kriminalforsorgen henviser i stedet til domstolene.

Kriminalforsorgen skriver dog, at man generelt opfordrer dommerne til at rådføre sig med Kriminalforsorgens personale i situationer, hvor der skal træffes beslutninger af sikkerhedsmæssig karakter, og at den højeste sikkerhed opnås ved, at den indsatte har håndjern eller transportbælte på under retssagen.

I den sidste ende, at det dog retten, som vurderer spørgsmål om håndjern: ”Kriminalforsorgen respekterer, hvis den enkelte dommer beslutter, at retsfremstillingen ikke kan gennemføres, mens en indsatte har håndjern eller transportbælte på,” skriver Kriminalforsorgen.

Domstolsstyrelsen er enig i, at dommeren bestemmer i forhold til brugen af håndjern. Styrelsen henviser til retsplejelovens § 150, som slår fast, at det er retsformanden, der leder forhandlingerne i retten.

Styrelsen pointerer dog, at Kriminalforsorgen har ansvaret for de arrestanter, som man ledsager til et retsmøde.

Hvis en indsat er voldelig under en retsfremstilling, så er det altså Kriminalforsorgens ansvar. Men Kriminalforsorgen har ikke ret til at bestemme, om manden skal have håndjern på eller ej. Det bestemmer dommeren.

I forhold til overfaldet i Kolding skriver Domsstyrelsen, at episoden skete i en pause: ”Rettens medarbejdere var derfor ikke klar over, at der var opstået uro i retssalen.”

Domstolsstyrelsen banaliserer overfaldet, når de skriver, at der var tale om uro i en pause. Den indsatte forsøgte at kvæle vores kollega. Det vil jeg ikke kalde uro, men et overfald,” siger Bo Yde Sørensen

Uklare linjer
Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, er ikke imponeret over de to myndigheders svar.

”Det virker ikke, som om der er klare linjer. Det virker mere til, at begge parter forsøger at tørre ansvaret af på hinanden. Det betyder desværre, at den samme situation nemt kan opstå igen. Hvordan skal Kriminalforsorgen efterkomme Arbejdstilsynets påbud og opretholde forsvarlig sikkerhed, når Kriminalforsorgen ikke bestemmer over brugen af håndjern?” spørger han.

Han peger på, at transportbetjentene står til ansvar, hvis en indsat undviger under en retssag: ”Vores medlemmer risikerer, at pådrage sig et ansættelsesmæssigt ansvar for noget, som de ikke har håndsret over.”

Det er forløbet i retssalen i Kolding et eksempel på. Her var sikkerhedsrisikoen åbenlys, alligevel fortsatte retsmødet, uden at overfaldsmanden var i håndjern.

”Domstolsstyrelsen banaliserer overfaldet, når de skriver, at der var tale om uro i en pause. Den indsatte forsøgte at kvæle vores kollega. Det vil jeg ikke kalde uro, men et overfald,” siger Bo Yde Sørensen og fortsætter: ”Og når Kriminalforsorgens personale efterfølgende anmoder om, at manden fremstilles i håndjern, så forstår jeg ikke, at retten vælger at se bort fra det. Det er forkert både i forhold til retsfølelsen og i forhold til medarbejdernes ansvar og sikkerhed, hvilket Arbejdstilsynet jo tydeligvis slår fast med deres påbud.”

Af Søren Gregersen

 

Arbejdsmiljøet halter i Kriminalforsorgen