06.12.2024

Høstmarked i Storstrøm Fængsel

Værkmestrene i Storstrøm Fængsel stod igen i år bag høstmarkedet. Dagen handler om mere end bare at sælge cykler, is og køjesenge. Værkmester Kristina Ørbæk vil gerne vise lokalområdet, at fængslet ikke er farligt.

”De lokale kalder os gylletanken. Vi vil gerne invitere dem ind, så de kan se, at her også foregår gode ting.”

Høstmarkedet skal samtidig styrke rekrutteringen: ”Vi håber at komme i snak med nogen og fortælle lidt mere om, hvad vores arbejde går ud på, vi kunne nemlig virkelig godt bruge nogle nye kollegaer,” siger værkmesteren.

Knap tusind gæster lagde vejen forbi i løbet af dagen. Cirka halvt så mange som sidste år – hvilket nok skyldes corona-epidemien.