Der ånder fred og ro, da fagbladet besøger det gamle arresthus midt i Hobro, men selvfølgelig er der sket ting og sager i løbet af årene. Vi fandt den rette kilde.
Nymalet. Med nyt tag og istandsat facade. Hobro Arrest er i god form til trods for 100 års konstant drift siden december 1922.
Tillidsrepræsentant Thomas Wenzell viser rundt i huset, som rummer 27 indsatte, 12 betjente og to chefer.
”Vi har altid fyldt op. Derfor bruger vi permanent behandlerrummet som midlertidig kapacitet,” fortæller han med et smil.
Thomas Wenzell bor i Møgelkær, og ville derfor få noget kortere til arbejde, hvis han skiftede til Møgelkær Fængsel, men det har han ingen planer om.
”Jeg har ikke noget imod køretiden herop. Jeg er nemlig glad for at være her. Det er et hus, som går lidt under radaren i Kriminalforsorgen, men vi har et godt arbejdsmiljø og en god ledelse,” siger han.
Leif Stjerne, som også er på vagt, tilføjer: ”Og vi har sjældent ballade med de indsatte.”
Klientellet i arresthuset består af en blandet landhandel af fodlænkeovertrædere, voldskriminelle og sædelighedsforbrydere.
Transportenheden holder til huse lige ved siden af, så ofte bruges arresthuset til indsatte i transit for at begrænse transporttiden mellem institutioner og domstole.
”På den måde hjælper vi hinanden,” siger Thomas Wenzell.
Hvad med fangeflugter, overfald, bål og brand. Det må I også have haft noget af gennem 100 år? spørger fagbladet.
”Så skal du have fat i Karl Erik Lyngbak, han har arbejdet her i 39 år.”
Vi ringede derfor til fængselsbetjenten, som arbejdede i Hobro Arrest fra juni 1982 til september 2021.
“Jeg har spist en gaffel”
”Du vil gerne have historier – det kan du sagtens få,” siger Karl Erik Lyngbak i telefonen og går straks i gang.
”Vi havde for eksempel en kvindelig kollega, som gerne ville højne hygiejnen på de indsattes toilet. Derfor stillede hun en ethanolflaske frem til aftørring af toiletbrættet. Resultat: En indsat tømmer flasken og går amok på personalet. Han ender i sikringscellen i Aalborg.”
”Så var der den med fangen, som blev løsladt ved en fejl. Det blev han vældig glad for. Men manden skulle overhovedet ikke løslades, så vi måtte skynde sig op til togstationen for at hente ham tilbage.”
”Vi havde også en indsat, som ringede på klokken fra sin celle juleaften. ’Jeg har spist en gaffel,’ sagde han. Så kørte vi ham til Aalborg Sygehus. Her viste det sig, at den var god nok med den gaffel. Den første unge læge, vi mødte, var meget bekymret, og mente, at der var brug for en operation. Men så kom overlægen. Han tog det roligt, og sagde, at det bedste var, hvis gaflen kom op samme vej, som den kom ned. Så de trak den ud gennem halsen på ham.”
”Vi havde også engang en driftig arrestforvarer, Jacobsen, som sendte frivillige indsatte ned på gågaden for at rydde sne. Han tænkte, det var en god idé. Men det var dog ikke alle lokale, som var enige i det. Så det blev en engangsforestilling.”
”Jeg har også oplevet et voldsomt overfald på en kollega. Han blev overfaldet af to indsatte i gården. De får fat i hans nøgler og stikker af. Vi sætter efter dem og møder en betjent på gaden. Sammen får vi fat i den ene fange. Den anden bliver taget om aftenen af en anden betjent i civil, som tilfældigt møder ham på gaden. De to indsatte var altså hurtigt tilbage bag lås og slå, men vores kollega kom desværre aldrig tilbage efter det overfald.”
Hvorfor er der en mobiltelefon i min sveskegrød
”Den sidste historie jeg lige husker, er mere fredelig. Vi havde nogle indsatte, som havde fundet en måde at smugle mobiltelefoner ind på. Det var via købmandens sveskegrød. Det var godt gennemtænkt, for telefonerne blev plantet i grøden på reolen henne hos købmanden. Men systemet var ikke ufejlbarligt. En kunde købte en af kasserne og ringede forundret og spurgte: ’Hvorfor er der en mobiltelefon i min sveskegrød.’
Karl Erik Lyngbak har arbejdet over 40 år i Kriminalforsorgen og modtaget Dronningens fortjenstmedalje. Han tager stadig vagter i Nørre Snede Fængsel.
”Jeg har elsket mit arbejde i Hobro. Det har beriget mig meget,” siger han.
Af Søren Gregersen
