Til trods for overbelæg, manglende enhedsleder og stigende bureaukrati formår fængselsbetjentene i Herning Arrest at opretholde et stærkt fundament og en god arbejdsplads. Det fortæller den lokale tillidsrepræsentant.
Et af landets små og gamle arresthuse ligger midt på gågaden i Herning. Det er bygget i 1893 og udstråler med sine tårne en autoritet og en alvor, der står i kontrast til stemningen, fagbladet møder indenfor.
”Gå ind og skam dig,” siger tillidsrepræsentant Frank Skov Rasmussen til en indsat i Herning Arrest, der har været ude for at hente frokost på gangen foran cellerne. De griner begge to, og den løse tone fortsætter med de andre indsatte.
Frank Skov Rasmussen og hans kollega Helle Madsen halvløber fra dør til dør for at sikre, at alle 17 indsatte i arresten får deres mad.
En af celledørene ser anderledes ud end de andre og har et gitter for. Et synligt tegn på overbelæg i en arrest, der egentlig kun har plads til 16 indsatte.
”Der var kondirum og arbejdsrum derinde indtil for to år siden, men det er blevet inddraget til at være celle. Det er temmelig utilfredsstillende for både os og de indsatte,” siger Frank Skov Rasmussen, og lufter sin faste holdning til de udfordringer, der kommer oppefra og udefra.
”De beslutninger, der kommer fra områdekontoret og direktoratet kan vi ikke gøre så meget ved. Vi skal bare koncentrere os om at have det godt her, og det har vi. Både med hinanden og med de indsatte. Der går ikke en dag, hvor vi ikke griner sammen med de indsatte mindst fem gange. Det kommer ikke til at ske.”
Der er ni ansatte i den midtjyske arrest, og til april bliver de én mere.
”Stillingen er lige blevet slået op, og vi har allerede en del ansøgere,” siger Frank Skov Rasmussen.
Vi træffer selv de fleste beslutninger, og det er vi gode til, for vi er ret enige om, hvordan tingene skal køre, siger Frank Skov Rasmussen.
Ingen enhedsleder
Tillidsrepræsentanten og hans kollegaer har skabt et godt fundament for at drive en velfungerende arrest. Det er også nødvendigt, for de har været uden enhedsleder de sidste to år, så det er personalegruppen, der alene står for hovedparten af driften.
”Vi løser en del opgaver, der egentlig tilhører enhedslederen. Vi træffer også selv de fleste beslutninger, og det er vi gode til, for vi er ret enige om, hvordan tingene skal køre. Vi kan altid ringe til vores enhedschef. Men vi mangler en lokal leder. En gennemgående person, der ved, hvad her foregår,” siger tillidsrepræsentanten, der for eksempel står for at lave tjenesteplaner.
Bureaukratiet er slangen i paradiset
Frokosten er ved at være ryddet væk, og Helle Madsen forsøger at få et overblik over indholdet i køleskabet, så hun ved, hvad der skal købes.
”Man har mange kasketter på i et arresthus, det er det, jeg godt kan lide. Samtidig med, at man har meget kontakt med de indsatte,” siger fængselsbetjenten, der også har ti års erfaring fra Sønder Omme Fængsel.
Helle Madsen er enig med sin kollega i, at de er gode til at have det godt i Herning Arrest. Hvis hun skal nævne en slange i paradis, er det det stigende bureaukrati.
”Vi er en god og tæt personalegruppe, og vi er gode til at få hverdagen til at fungere. Men der bliver sommetider truffet beslutninger, der bremser vores effektivitet,” siger hun og hentyder til et stigende bureaukrati fra flere forskellige instanser.
”De nye medicinregler gør for eksempel, at vi ikke engang må udlevere en hovedpinepille til en indsat uden at kontakte en læge. Samtidig kommer der hele tiden nye systemer. Jeg laver løn til de indsatte i et nyt system, der hedder Puma, som skal arbejde sammen med et andet system. Det betyder, at opgaven tager mig 3-4 timer nu, hvor den før tog en time,” siger hun.
Frank Skov Rasmussen er enig: ”Det virker somme tider som om, at dem der træffer beslutningerne, aldrig har sat deres fod i et fængsel eller en arrest og har set, hvordan hverdagen fungerer. Hver gang de giver os flere opgaver går der jo tid fra at tale med de indsatte, og det er vigtigt for både dem og os, for det nedsætter konflikter,” siger han.
Af Maria Hamilton
