Et nyt ph.d.-projekt sætter fokus på det følelsesmæssige pres, som fængselsbetjente dagligt arbejder under. Et pres, der kan have store personlige konsekvenser. Løsningen er blandt andet kollegaer, der tør spørge, hvordan det går.
Skal jeg være den flinke eller den hårde betjent? Skal jeg skrue bissen på eller vise forståelse? Mange gange dagligt står fængselsbetjente i sådan et dilemma – at finde balancen mellem at involvere sig uden at involvere sig for meget. At distancere sig uden at distancere sig for meget.
Men at finde den balance er vigtig for at undgå udbrændthed. Det sætter Dorte Raaby Andersen fokus på i sit nye ph.d.-projekt. Hun har via spørgeskemaer, observationer og interview fået et indblik i fængselsbetjentes følelsesmæssige dilemmaer.
”Hvis de kommer for tæt på de indsatte, så øger de risikoen for udbrændthed, fordi de ikke kan tage alle skæbner på sig. Men samtidig må distancen mellem dem og de indsatte heller ikke blive for stor, for så risikerer betjente at opleve sig selv som kyniske. Den balance kan være et følelsesmæssigt krav, der slider på én,” siger hun.
Nogle gange skal man lige sluge en kamel, som i dag da Nick kaldte mig luder, og jeg så bagefter skulle sidde og spise med ham og lade som ingenting.
Selvom betjentene skal passe på med at involvere sig for meget i de indsattes skæbner, så viser ph.d.-projektets resultater samtidig, at det er vigtigt, at betjentene oplever mening med deres arbejde, hvis de skal undgå udbrændthed.
Kontrol over følelserne
Dorte Raaby Andersen mener også, at der er et stort følelsesmæssigt pres i, at betjentene hele tiden skal være i kontrol over, hvad de signalerer udadtil. Det betyder blandt andet også at kunne skjule sine følelser, selvom man er vred eller ked af det.
En af betjentene, som Dorte har interviewet, fortæller: ”Nogle gange skal man lige sluge en kamel, som i dag da Nick kaldte mig luder, og jeg så bagefter skulle sidde og spise med ham og lade som ingenting.”
Det kan også handle om at håndtere presset ved trusler. Nye tal viser, at der i 2018 i gennemsnit bliver anmeldt 1,5 episoder af psykisk eller fysisk vold i Kriminalforsorgen – dagligt. Det kræver, at betjentene opretholder magtbalancen uden at optrappe konflikten.
En anden betjent fra projektet fortæller: ”Engang var der en indsat, der sagde: ’Hvad ville du gøre, hvis jeg stod hjemme foran dit hus?’ Og heldigvis var jeg lige så hurtig og sagde bare: ’Hvis du kom hjem til mig, så havde jeg da lige en græsplæne, der skulle slås.’ Og så sagde han ikke mere.”
En del af jobbet
Forskning viser, at høje følelsesmæssige krav kan føre til udbrændthed, højt sygefravær og brug af antidepressiv medicin. Og det kan læses i Kriminalforsorgens statistik: Fængselsbetjente er mere end tre gange så syge som statens øvrige medarbejdere, og har fire gange større risiko for nedslidning end andre erhverv.
Man kunne derfor argumentere for, at hvis betjentene ingen personlig kontakt havde med de indsatte, ville de heller ikke stå i de følelsesmæssige dilemmaer. Men som Dorte Raaby Andersen fandt frem til, når hun interviewede fængselsbetjentene, så er den gode personlige kontakt til de indsatte grobunden til den dynamiske sikkerhed.
”Man kan ikke bare sige, at der ikke skal være følelsesmæssige krav, fordi det er en del af den professionelle rolle. Det med at være venlig over for en indsat, det kan også være med til at øge sikkerheden. Hvis betjente ikke kan vise følelser, de ikke har eller skjule andre, så kan de ikke være professionelle.”
Løsningen er gode kollegaer
Et sted hvor det til gengæld er vigtigt, at betjentene altid må vise, hvordan de har det, er hos kollegaerne. Dorte Raaby Andersen kunne i sit ph.d.-projekt observere, at den sociale støtte blandt kollegaer kan være med til at sikre, at betjentene hverken brænder ud eller bliver kyniske. Derfor opfordrer Dorte Raaby Andersen til, at man husker at spørge ind til sin kollega, hvis man kan se, at han eller hun har det svært.
”Kollegaer er afhængige af hinanden for at få bearbejdet de svære følelser. Man henter støtten hos hinanden. Derfor kan det også være meget sårbart, hvis man ikke er en del af personalegruppen.”
Men det kan være svært at udtrykke, hvordan man har det, hvis arbejdskulturen gør det svært at udtrykke sårbarhed. Det kan betyde, at man undlader at vise, hvordan man har det, fordi man ikke vil virke ustabil overfor sine kollegaer eller sin ledelse.
Flere betjente nævner for Dorte, at de er blevet bedre til at tale om, hvordan de har det. Men da konsekvenserne ved høje følelsesmæssige krav kan være så store, mener Dorte Raaby Andersen også, at det bør være et ledelsesansvar.
”Hvis man skal håndtere balancen, så gælder det om at prioritere et godt psykisk arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at der er en form for støtte, som er meningsfuld for betjentene, og det er også noget, man skal være opmærksom på fra ledelsens side. Det skal aldrig være den enkeltes ansvar,” siger Dorte Raaby Andersen.
Af Rebecca Eva Bodnia
Resultaterne fra Dorte Raaby Andresen ph.d.-studiet baserer sig på observationer på to afdelinger i et lukket fængsel i Danmark, interview med 16 fængselsbetjente og to spørgeskemaundersøgelser blandt alle fængselsbetjente i Danmark.
