Når noget gentager sig i Kriminalforsorgen, så er det typisk ikke af det gode.
Alt blinker jo rødt i Kriminalforsorgen: Bemanding, belæg, arbejdsmiljø og så videre.
For en gangs skyld er vi dog løbet ind i en positiv gentagelse. Fængselsforbundet har nemlig aftalt med Kriminalforsorgen at forlænge fastholdelsestillægget.
Målet er – som da vi indgik aftalen i sommer – at fastholde flere kollegaer i jobbet, hvilket jo i den grad er nødvendigt.
Det er positivt, at der stadig er en villighed hos vores arbejdsgiver til at bruge lønnen som løftestang. Det har dog langt fra været en nem opgave at komme til dette punkt.
År efter år har vi fået at vide, at lønnen ikke kunne bruges som værktøj – det var ude af Kriminalforsorgens hænder.
Tankegangen virker besynderlig, når alle er enige om, at Kriminalforsorgen står i en katastrofal situation. Vi mangler mindst 700 fængselsbetjente. Fængslerne er fyldt til randen.
Alligevel er vi igen og igen løbet ind i denne tankegang. Det har været som at støde panden mod muren rundt om Vestre Fængsel.
Det viste sig dog, at det efter forbundets mange opfordringer alligevel ikke helt var ude af Kriminalforsorgens hænder at dreje på lønknappen.
Det er der god grund til at hejse flaget for. Vi bliver nødt til at værdsætte dem, som knokler for at holde systemet kørende.
Her er fastholdelsestillægget et lille skulderklap, som både er en rar anerkendelse og kan ses på lønchecken.
