Vi skal sætte hårdt ind over for voldelige fanger, men det må ikke gå ud over alle dem, som opfører sig ordentligt.
Af Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet
Mange danskere har sikkert fået indtryk af, at der er åben krig mellem alle indsatte og ansatte i fængslerne. Det er ikke så underligt, når man hører om grove overfald og nedskydning af fængselsbetjente.
Ikke desto mindre har landets fængselsbetjente gode relationer med langt de fleste indsatte.
Det er ikke bare noget, som jeg siger for at skabe et rosenrødt billede af Kriminalforsorgen. Det er en holdning, som deles af et stort flertal af de indsatte, når vi en gang om året beder dem om at vurdere fængselsbetjentene.
De indsatte, som giver problemer, udgør altså en meget lille del af det samlede klientel. Denne nuancering af problemstillingen er vigtig, når vi skal finde løsninger mod volden i fængslerne.
For nok skal vi sætte ind over for dem, som vil os ondt – de kan for min skyld rådne op i deres celle – men vi må ikke glemme alle andre. Og den bedste måde at undgå vold og overfald på er at fastholde et højt dynamisk sikkerhedsniveau, hvor vi er tilstede blandt de indsatte.
Balancen forrykkes
I det lys er det stærkt bekymrende, at balancen mellem det hårde og det bløde i forrykkes i fængslerne i øjeblikket. Væk fra motivation og samarbejde i retning af sikkerhed og sanktioner.
Det begyndte efter terrorangrebet i København, hvor det lykkedes terrorsigtede at indsmugle mobiltelefoner. Siden kunne justitsminister Søren Pind (V) ikke se skoven for bare mobiltelefoner. Han iværksatte en intifada med razziaer, visitationer, skærpede procedure og meget mere.
Det er gået hårdt ud over alle andre opgaver i Kriminalforsorgen. I det omfang, vi er ude blandt de indsatte, er det nu mere for at kontrollere dem, end for at skabe en tryg ramme om deres afsoning. Daglige kropsvisitationer er i sagens natur ikke fordrende for et godt samarbejde mellem indsatte og ansatte.
Laveste fællesnævner
Hvis Danmark fortsat skal kunne bryste sig af, at have et af verdens bedste fængselsvæsener, kræver det, at politikerne bakker op om et system, hvor motivation og kontrol går hånd i hånd.
Det kræver først og fremmest, at der er tilstrækkeligt med fængselsbetjente ude blandt de indsatte, som sikrer trygheden for både indsatte og ansatte.
Det må aldrig være laveste fællesnævner, som dikterer regimet i Kriminalforsorgen. For det giver ikke mening at tabe 98 procent af de indsatte på gulvet i jagten på de to procent.
Læs indlægget på Altinget her
