Så er sommeren ved at nå sin afslutning. En sommer, der med al tydelighed satte to tykke streger under bemandingskrisen i Kriminalforsorgen.
Krisen har nu nået et punkt, der gør, at Fængselsforbundet ikke længere kan tage et medansvar for arbejdet med at sikre driften i Kriminalforsorgen.
Det var netop denne situation, der medførte, at forbundet har været ude og anbefale, at man flere steder overgår til fast natdrift. Altså at de indsatte nu må sidde for låst dør bortset fra gårdturen (og naturligvis lægebesøg og lignende).
Sikkerhed er et minimumskrav
De meldinger, jeg får fra kollegaer, tillidsrepræsentanter og andre gør, at jeg ikke længere finder, at sikkerheden kan garanteres, og det må selvsagt være et absolut minimumskrav til det at være ansat i vores job.
Samme dag, som jeg var i medierne med anbefalingen, kunne jeg konstatere, at såvel vores direktør, som regeringens justitsminister, var ude med meldinger om, at ”det kunne man naturligvis ikke”.
Dog kan jeg konstatere, at man allerede nogle steder praktiserer netop det, altså at man lukker ned grundet personalemangel. Gode undskyldninger og henvisninger til regler blev brugt som bortforklaringer.
Ikke et ord om alle de fængselsbetjente, der år efter år må sygemeldes som direkte følge af de arbejdsforhold der åbenbart er et grundvilkår.
Ansatte over indsatte
Skal udviklingen vendes, må Kriminalforsorgens ledelse og landets justitsminister tage skeen i den anden hånd, og sætte statens ansatte og deres sikkerhed over de kriminelles velbefindende.
Alene i 2020 sygepensionerede vi fængselsbetjente for 135 millioner kroner, og det skulle undre mig såre, om det ser radikalt anderledes ud i 2021.
Det er på høje tid, at systemet og landets ansvarlige politikere åbent påtager sig ansvaret for den situation, tidligere direktører har bragt Kriminalforsorgen i, og ikke mindst den situation, som disse politikere har ladet sig besnakke ind i af selvsamme direktører, på trods af rigelige advarsler.
Den kommende flerårsaftale står for døren, og den bliver afgørende for, hvorvidt vi fremadrettet vil kunne drive en kriminalforsorg, der er et velstående vestligt land værdigt, eller om vi fremadrettet skal vænne os til et fængselssystem, som vi kender fra mindre udviklede steder rundt om i verden.
Fængselsforbundet har sikret, at ingen ansvarlig politiker kan afvise at kende til forholdene. Men det er, og bliver, politikernes ansvar at sætte rammerne for, hvilken Kriminalforsorg vi skal have i Danmark.
