Det er et udtryk, der fra tid til anden fremgår af Fængselsforbundets facebookside. Men er det rigtigt? Er forbundskontoret besat af repræsentanter, der intet kendskab har til den virkelige verden?
Af forbundssekretær Bo Yde Sørensen
Jeg vil starte med at konstatere, at de seks valgte repræsentanter på forbundskontoret tilsammen har langt over 100 års erfaring fra Kriminalforsorgens frontlinjer. Såvel fra lukkede som åbne fængsler og arresthuse. Både Jylland, Fyn og Sjælland er repræsenteret.
Helt ubekendte med arbejdet i Kriminalforsorgen kan man derfor ikke hævde, vi er.
Og så har jeg ikke medtaget de mange hundrede års arbejdserfaring, som vores tillidsfolk regionalt og lokalt har med sig.
Men hvor kommer kritikken fra, at forbundet ikke fatter noget? Jeg tror, der er mange årsager. Vi er ansat som tjenestemænd i staten. Et ansættelsesforhold der medfører, at vi populært sagt ”har solgt vores sjæl til arbejdsgiveren”.
Dette udtryk skal faktisk tages mere bogstaveligt, end de fleste tror. Rækkevidden af forpligtelsen som tjenestemand, strækker sig langt ind i vores privatliv. Arbejdsgiver kan med tjenestemandsloven i hånden sågar regulere vores fritid.
De kan flytte os rundt mellem deres forskellige arbejdspladser. Ja, vi har endda vores eget straffesystem, hvor man kan tildeles diverse sanktioner. Det er vist ikke kendt i ret mange andre professioner.
Disse meget restriktive arbejdsforhold skriver vi alle under på ved vores ansættelse. Flere af disse forhold er derfor ikke noget som en forhandlingsberettiget fagforening som Fængselsforbundet, har mulighed for at påvirke. Det er reguleret via lovgivning. Og når man i en omstillingsperiode, som den vi befinder os i lige pt, oplever store forandringer, så kan det virke voldsomt. Heri skal en del af frustrationerne måske findes.
Det må forbundet bare få til at gå væk!
Et andet sted at lede efter kilden til kritikken, kunne være i et andet udtryk, som jeg ofte er blevet mødt med. Udtrykket lyder noget i stil med: ”Det må forbundet bare få til at gå væk!” Baggrunden for dét udtryk skal findes i en manglende viden om spillereglerne for en fagforenings arbejde.
Et samarbejde mellem en arbejdsgiver og en forhandlingsberettiget fagforening er reguleret på forskellige måder. Af formelle regler. Af uformelle regler. Samarbejdsrelationer og så videre. Lad os tage et par af de mest oplagte positive og negative eksempler.
Ledelsesret. Den kan der aldrig forhandles om. Hverken mere eller mindre. Den kan der samarbejdes om. Det betyder, at vi som fagforening ikke kan kræve, at ledelsen omgør en beslutning, der vedrører dette emne.
Løn og ansættelsesforhold. Disse skal altid forhandles. Her kan ledelsen aldrig ensidigt beslutte noget som helst. Vælger den at gøre det alligevel, ja, så havner de i problemer, når fagforeningen opdager det. Det har vi flere eksempler på. På den måde har vi som fagforening en lang række
områder, hvor vi har direkte magt op imod arbejdsgiveren, og hvor vi også bruger den.
Derudover har vi som fagforening en lang række opgaver, hvor der ikke er tale om forhandlingsret op imod arbejdsgiver, men hvor vores kollegaer vælger at give os et direkte mandat til at repræsentere dem. Et eksempel kunne være en arbejdsskadesag. Aktuelt har Fængselsforbundet mere end 100 arbejdsskadesager, hvor vi varetager vores kollegaers interesser. Her er der både tale om tidligere kollegaer og kollegaer, der stadig er ansat. Det er bare et arbejde, som den enkelte kollega ikke kan se. Når man derfor fra tid til anden oplever, at fagforeningen ikke bare kan ”få det til at gå væk”, ja, så er der måske også her sået et kim til kritikken.
Konstruktivt samarbejde
Et andet sted hvor vi som fagforening har en ganske væsentlig opgave, er ved et konstruktivt samarbejde med beslutningstagere. Dem er der flere forskellige af. Det er arbejdsgivere, politikere, fagforeningsrepræsentanter og helt andre igen.
Gode samarbejdsrelationer kræver, at begge parter respekterer hinandens roller, samt at begge parter føler de profiterer af relationerne.
Det bringer mig til et vigtigt budskab. Ofte spørges der til, hvorfor vi ikke hænger beslutningstagere ud offentligt. Det korte svar: Det skader medlemmernes interesser kollektivt! Derfor.
De færreste mennesker bryder sig om at blive udstillet som tåber i fuld offentlighed. Og hvis man analyserer eksemplerne herpå, vil man ofte kunne konstatere, at resultatet bliver det stik modsatte, af det ønskede. Og andre samarbejdspartnere vil også blive nervøse for at samarbejde med os. Man ved jo aldrig, hvornår man havner på forsiden. Og konsekvensen vil være, at man trækker sig fra os.
Da jeg var dreng vest for Odense, havde vi for mange år siden et forsamlingshus. Over scenen hang der et skilt med teksten ”Enighed gør stærk”. Et mere slående udsagn har jeg endnu til gode at se. Enighed og fællesskab for os som medlemmer af Fængselsforbundet er den bedste sikkerhed for, at vi når vores mål.
Fagforeningsarbejde består af mange facetter. De synlige. De for dig umiddelbart usynlige. De åbenlyse. Dem der kræver sagskendskab etc.
Men ens for dem alle er, at de skal være gode for alle medlemmer. Det betyder, at det man selv personligt finder helt oplagt, måske virker helt forkert for andre kollegaer. Vi har i omegnen af 3.000 aktive medlemmer (plus vores pensionistforening), hvis synspunkter vi skal forsøge at få til at nå sammen i kompromisser. Det er aldrig nogen let opgave, og slet ikke når man har valgt at arbejde på øretævernes holdeplads. Vigtigt er det også at huske, at der skelnes mellem tillidsrepræsentantarbejde og arbejdsmiljørepræsentantarbejde.
Mange af de opgaver vores tillidsrepræsentanter mødes med af kollegaerne, burde rettelig stiles til arbejdsmiljørepræsentanter. Et eksempel kunne være det psykiske arbejdsmiljø. Her er det hos arbejdsmiljørepræsentanterne at handsken ligger, og det er her, det tunge løft skal
tages. Vi, som fagforening, skal naturligvis fortsætte med vores indsats på området. Men opgaven er arbejdsmiljørepræsentanternes.
Ring eller skriv
Så kære kollega, hvis du synes ”forbundet ikke fatter noget”, så kontakt os, ring til os, send en mail. Som oftest vil der være en rigtig god grund til, at vi gør, som vi gør. Ét er i hvert fald sikkert: Vi er altid parate til konstruktiv dialog.
Husk at indflydelse koster en indsats, og i den forbindelse er Facebook ikke den mest optimale løsning.
Enighed gør stærk!
