Hvis man tror, at indsatte ikke har en bred samfundsinteresse, må man tro om igen. Det viste gårsdagens valgmøde.
Hele den første time af debatten i Roskilde Arrest den 18. marts gik på klima, CO2 og opvarming.
“Dig med brillerne, hvorfor gør I ikke noget ved det?,” siger en indsat til SF’s folketingskandidat Jan Bjergskov Larsen, som ser lidt overrumplet ud over spørgsmålet.
“Og hvorfor kører I rundt i store dieselbiler, når vi siger, vi skal skifte til elbiler?,” spørger en anden.
Det spørgsmål får socialdemokraternes folketingsmedlem Mette Gjerskov til at understrege, at det skam kun er ministre, som kører rundt i BMW og Audi, og eftersom hun ikke er minister længere, må hun nøjes med en ældre Honda Civic, som har vrøvl med den ene baglygte.
“Den kan jeg fixe for dig,” svarer en indsat.
Dig med brillerne, hvorfor gør I ikke noget ved klimaproblemerne?
Demokratiundervisning
Valgmødet er arrangeret af skolelærer Marlene Åkerlund og fængselsbetjent Henrik Østergaard som led i arrestshusets undervisning i demokrati.
“Otte ud af ti har aldrig stemt,” forklarer Malene Åkerlund inden debatten. “Derfor har Henrik og jeg inviteret kandidaterne til at præsentere deres politik og valgløfter.”
Både politikere og indsatte har taget godt imod ideen. De indsatte har ligefrem bagt kage i dagens anledning.
Længere straffe?
Marlene og Henrik har på forhånd opfordret de indsatte til at holde en sober tone under debatten. Det har de ingen problemer med, og som ved andre valgmøder giver de også deres holdning til kende, når de er enige med politikerne: “Hørt,” udbryder flere, da enhedslistens kandidat Christian Juul giver udtryk for, at mange rige bare rager til sig.
Udover klimaspørgsmålet er en lang række andre samfundsproblemer oppe at vende. Som for eksempel udlændingepolitik og retspolitik.
En indsat peger på, at straffen til pædofile burde strammes: “Hvad gør I ved dem, som ødelægger vores børns liv?”
Det er en vanskelig problemstilling, som panelet ikke kan svare kort på, men spørgsmålet giver Mette Gjerskov anledning til spørge de indsatte, om længere straffe generelt hjælper: “Nej, lyder svaret fra salen: Så får I bare mere uro i fængslerne.”
Af Søren Gregersen
Debatten var arrangeret af skolelærer Marlene Åkerlund og fængselsbetjent Henrik Østergaard.
På valgmødet deltog: Sasha Faxe fra Alternativet, Lars-Christian Bak fra Venstre, Merete Dea Larsen fra DF, Jeppe Trolle fra De Radikale, Christian Juul fra Enhedslisten, Jen Bjergskov Larsen fra SF og Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet.