De mange institutionslukninger skaber travlhed i Fængselshistorisk Selskab, som indsamler bevaringsværdige genstande fra fængsler og arresthuse. Fagbladet var med, da selskabet besøgte Maribo Arrest.
Siden 1865 har der været arresthus i Maribo midt på Lolland, men nu er det slut. I
begyndelsen af november blev arresthuset tømt og lagt i dvale.
Inden lukningen fik arresthuset dog besøg af Fængselshistorisk Selskab, som gennemgik huset fra kælder til kvist for at kigge efter interessante dokumenter og genstande.
Selskabet prøver at rykke ud til institutionerne i god tid, før de lukker, ellers risikerer de nemlig, at der ikke er noget at komme efter.
”Det oplevede vi i Hjørring Arrest. Der var ikke noget tilbage, da vi kom,” siger William Rentzmann, som sammen med Torben Rasmussen udgør selskabets delegation i Maribo i dag.
Under morgenkaffen forklarer William Rentzmann de to hovedårsager til besøget: ”For det første vil vi finde ud af, om der er noget, som skal bevares. Om der for eksempel er noget, som skal afleveres til Rigsarkivet. For det andet dokumenterer vi stedet. Det har jo været arbejdsplads for mange medarbejdere gennem årene. Det er vigtigt både at bevare tingene og minderne.”
Det med minderne vækker genklang hos arresthusets repræsentanter, som tæller husets sidste enhedsleder Henrik Hansson, husets sidste arrestforvarer Ronni Dahl og chef for Institution Bøgestrømmen Niels-Ebbe Jensen. Da Fængselshistorisk Selskab besøger stedet, er der nemlig kun få uger til arresthuset skal tømmes.
”Det er vemodigt, at det lukker ned. En del af vores kollegaer har været her i mange år,” siger Henrik Hansson.
Han peger på, at Maribo Arrest har sin helt egen ånd og identitet. Det er Ronni Dahl enig i: ”Der har altid været en anderledes rummelighed i Maribo.”
”Hvordan er denne ånd opstået?” spørger William Rentzmann.
Det er svært at sige, lyder det fra arrestfolkene. De peger dog på, at arresthuset har håndteret mange forskellige indsatte gennem årene. Der har for eksempel siddet sædelighedsdømte, spritbilister, rockere og narkomaner.
”Vi har været gode til at håndtere skæve eksistenser og fokusere på, hvad den enkelte har brug for,” siger Henrik Hansson.
Arresthuset har blandt andet været kontraktfængsel for narkomaner i 1990’erne og fungeret som åbent fængsel en periode. Og går man længere tilbage i tiden, blev huset brugt som tvangsarbejds- og dåreanstalt i 1800-tallet.
Krogede hjørner
Efter kaffen begynder selskabet en rundtur i det store arresthus. De begynder på loftet. For det er ofte i de mest krogede hjørner, at guldet findes.
Loftet har faktisk gemt på en hemmelighed i mange år. Et lille rum blev afspærret i forbindelse med en ombygning. Gulvet var blevet hævet, så man ikke kunne åbne døren ind.
Sådan var det i mange år, indtil en nysgerrig sjæl besluttede at save døren over på tværs, så den øverste del kunne åbnes. Inde i rummet, bag døren fandt medarbejderne en pigecykel. Det viste sig, at den havde tilhørt et offer for en forbrydelse. Hvordan cyklen var havnet der, husker ingen.
Efter loftet bruger selskabet tid i arkivet, som rummer metervis af sagsmapper om de mange fanger, der er kommet og gået gennem årene.
Også kælderen inspiceres nøje. Det samme gælder selvfølgelig arresthusets celler, gangarealer, køkken og så videre.
Umiddelbart var der ikke så mange genstande at komme efter i dag, men selskabet fandt dokumenter, som skal afleveres til Rigsarkivet og protokoller, som de selv vil opbevare. Desuden fik de gamle fotos og navne på kontaktpersoner, der kan bidrage til at kaste yderligere lys over de seneste 153 års varetægtshistorie.
Næste stop for det historiske selskab er Møgelkær Fængsel, som bekendt også er lagt i dvale. Siden følger formentlig en række arresthuse som lukker i de kommende år.
Af Søren Gregersen
