16.05.2019

Dina og Simon er nye transportbetjentelever.

Fængselsforbundet byder nye transportbetjente velkommen

Dina og Simon er to af de elever, der meldte sig ind i Fængselsforbundet, da forbundet i dag besøgte tre nye transportbetjentklasser på Vridsløselille Fængsel.  

Tre klasser startede den første marts på transportbetjentuddanelsen, og i dag er de samlet i et lokale i Vridsløselille Fængsel, hvor forbundet er på besøg for at fortælle om fordelene ved at være med i et fagligt fællesskab.

Dina og Simon er to af de i alt 27 transportbetjente, der slet ikke er i tvivl om, hvorvidt de skal melde sig ind i Fængselsforbundet med det samme.

”Jeg melder mig ind i den fagforening, der passer til det fag, jeg arbejder med. Det er jeg opvokset med,” siger Simon.

Dina vidste også allerede inden dagens oplæg, at hun ville melde sig ind.

”Jeg vil gerne have et godt bagland, hvis nu der sker noget,” siger hun.

Vil gerne være fængselsbetjente
Knap to måneder har Simon og Dina været i gang med transportbetjentuddannelsen – og knap to uger er der, til de skal i deres første praktik på Københavns Fængsler. Det glæder de sig til.

”Jeg har arbejdet som vagt i flere år, så jeg er vant til at håndtere de lidt hårde typer,” siger Simon og fortæller, at han allerede føler sig rigtig godt klædt på til at skulle ud i virkeligheden.

”Vi har lært rigtig meget allerede, og jeg glæder mig til at prøve det. Det jeg kan komme til at savne i fremtiden er relationsarbejdet, og derfor ved jeg også allerede nu, at jeg gerne vil være fængselsbetjent senere,” siger han.

Dina overvejer også at bygge fængselsbetjentuddannelsen oven på det forløb, hun netop er begyndt på som transportbetjentelev.

”Min far har været fængselsbetjent i 30 år, og jeg har altid hørt meget spændende om det. Så jeg kunne sagtens forestille mig at søge ind som fængselsbetjent på et tidspunkt. Men lige nu er jeg bare spændt på at komme ud og køre transporter og bruge det, jeg har lært indtil nu,” siger hun.

 Af Maria Hamilton