24.09.2020

Et pip fra fortiden

Selv om det nu er mere end 22 år siden, jeg forlod etaten, er det med stor interesse, jeg fortsat følger med i det, der sker på området.

Mit kendskab stammer i høj grad fra forbundets nyhedsbreve samt fra medlemsbladet, og det glæder mig meget, at forbundet er så aktiv som I er stor ros fra mig for det.

Især i den tid, vi lever i for nuværende, må det være utroligt vanskeligt at udføre opgaven, og det må give anledning til mange konflikter i hverdagen. Jeg husker tydeligt, hvor store vanskeligheder der kunne opstå, når en indsat fik afslag på besøg eller udgang, og det var i en tid, hvor coronaen ikke var opfundet, og hvor vi var det nødvendige personale til at udføre det daglige arbejde.

Dystert billede
I det seneste nummer af Fængselsfunktionæren er der en artikel om PTSD (som i øvrigt ej heller var opfundet i min tid), som bygger på en undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, og den giver et meget dystert billede af situationen i Kriminalforsorgens institutioner.

Når så Kriminalforsorgens HR-direktør udtaler, at ”Vi vil gerne blive bedre,” så er der naturligvis håb forude – jeg vil blot sige: Prøv at se på fortiden! Hele Kriminalforsorgen har nemlig i tidligere tider været meget bedre, end den er i dag, og det er ikke for at være bagklog, men da det uniformerede personale i begyndelsen af 1970erne blev uddannet til at sagsbehandle, skete der noget ganske særligt.

Vi fik kompetence til at være med i de beslutninger, der skulle træffes om den indsatte, og vi fik den fornødne tid til dette arbejde.

Jeg ved godt, at den kompetence nok fortsat er til stede, men den fornødne tid er der ikke, og så opstår frustrationerne.

Arbejde med indsatte
Britt Østergaard Larsen, der er en af forskerne fra VIVE, udtaler at: Hun kan endnu ikke sige, hvorfor det er anderledes at arbejde med kriminelle på gadeplan og bag lås og slå. Hun håber, at undersøgelsen kommer tættere på en forklaring, når man i den kommende tid blandt andet interviewer betjente om problemstillingen.

For mig er en sådan udtalelse blot udtryk for, at den pågældende overhovedet aldrig har arbejdet eller sat sine ben i et fængselsmiljø.

Det er uforståeligt, at der bruges økonomiske midler til den slags undersøgelser. Sådanne midler burde i stedet bruges til at øge personalebemandingen blandt det uniformerede personale.

Spørgsmålet om forskellen på arbejdet med de kriminelle udenfor og indenfor behøver ikke nogen større videnskabelig undersøgelse, det vil være et spørgsmål som de fleste af dem, der har arbejdet indenfor, kan besvare.

Administrative medarbejdere
En videnskabelig undersøgelse af hvorfor antallet af administrative medarbejdere er forøget samtidig med, at det uniformerede personale er reduceret ville efter min vurdering være meget mere relevant.

Jeg går ud fra, at alle de velmenende politikere også læser bladet og venter så med spænding på deres positive reaktion.

P.L. Jensen, Odense