Af Dan Hansen, fængselsbetjent i Nyborg
Jeg skriver, fordi jeg føler ekstrem afmagt. Som overskriften indikerer, føler jeg, at jeg blot er en moderne form for slave, som Direktoratet for Kriminalforsorgen, områdekontorer og ledelsen kan (mis)bruge, som det passer dem.
Jeg arbejder i Nyborg, og er glad for det. Jeg har fantastiske kollegaer og en dagligdag, der byder på mange forskellige udfordringer.
Jeg føler jeg mig dog oftere og oftere som en brik, der skal passes ind, uanset hvad de menneskelige
konsekvenser er. Senest har vi modtaget en sms fra vores arbejdsgiver, der lyder således: ”Kære Alle, Der er ca. 20 for mange, der ønsker ferie i ugerne 29 + 30 + 31 samt 15 for mange i uge 36. Hvis du frivilligt vil flytte din ferieønsker, er der plads i ugerne 18 til 24 + ugerne 26 + 27 + 33 +34 + 35, samt ugerne 37 til 39. For dem som frivilligt flytter uge 36 skal den ligge i ugerne fra og med uge 18 – 24 eller fra og med uge 37 – 39. Hvis der ikke indkommer tilstrækkelige frivillige bytninger, vil resten blive flyttet efter lodtrækning.”
Det kan læses som, at vores ledelse nu blot vil tilpasse vores ferieønsker, som det passer dem. Vi har tidligere haft mulighed for at planlægge sommerferie på de enkelte afdelingers personalemøder. Det virkede. Folk var tilfredse. Den mulighed har man fjernet, og alt styres centralt.
Der er mange, der har børn, og har et behov for at have ferie, mens institutionerne holder lukket. Det bliver svært, når man som nu risikerer, at ens ferie bliver ændret.
Det handler jo i bund og grund om rettidig omhu. Man har ikke i rette tid indset, at der ikke er personale nok, hvilket Østerbye også pointerer i sin leder i fagbladet.
Hvis dette så havde været eneste oplevelse af, at vi bliver (mis)brugt, ville vi nok kunne skuldre det. Men når vi gang på gang på gang, bliver pålagt nye tiltag som ekstra visitering, mere registrering, yderligere besparelser, og vi får mindre og mindre indflydelse på vores tjenesteplanlægning, bliver det svært. Vi bliver ikke hørt. Ledelsen ignorerer vores forslag, fordi man hellere vil have et konsulentfirma til at pege på besparelser (hvor meget var det, det kostede at have dem til at rende rundt?). Vi arbejder langt ud over, hvad man kan forlange af os. Kort sagt bliver vi brugt som billig arbejdskraft, der bare skal rette ind til højre, uden at der bliver taget hensyn til det menneske, der er inde bagved.
Den form for ledelse som praktiseres pt., er flere gange blevet klandret for, at være en direkte årsag til stress, dårlig arbejdsmiljø og fejl i opgaverne. Jo mere frustreret og presset en medarbejder er, desto større er risikoen for fejl.
Jeg arbejder i en arrest, og har oplevet, hvordan man har fjernet vores socialrådgiver med argumentet: Vi har for højt serviceniveau i Nyborg. Behandlingen skal være den samme i alle kategori 2 arresthuse. Det er nok det dummeste, jeg nogensinde har hørt.
Vi har pt. et belæg på 125 procent. Hvor mon jeg skal finde tid til alle de registreringer, visitationer og samtaler, som der kræves af os? Hvornår skal jeg kunne sætte resocialiserende ind? Hvor er min kontakt til de indsatte, ud over når jeg skal fortælle, at vi ikke har tid til at behandle deres sager?
Listen over problemer er lang. Og vores evner til at blive ved med at se løsninger, bliver presset ud over grænsen. Vi kan ikke mere. Vi har ikke mere at give. Vi vil også gerne have familielivet til at hænge sammen.
Hjælp os til at hjælpe dem. Giv os tid, rum og frihed til at udføre vores opgave.
På forhånd tak.
