18.11.2021

“Det nye mobilforbud er en mavepuster”

Det er ikke populært blandt fængselsbetjentene, at der nu er totalt forbud mod mobiltelefoner i Kriminalforsorgen. Nogle føler sig mistænkeliggjort. Andre ærgrer sig over en mere besværlig hverdag. Fængselsfunktionæren har samlet nogle reaktioner efter forbuddet trådte i kraft igår.

Det er en mobilfri verden, som fængselsbetjente træder ind i, når de fremover møder på arbejde. Kriminalforsorgen indførte nemlig totalt mobilforbud pr. 1. august, så alt hvad der hedder privat mobiltelefoni, sms, netforbindelse og bluetooth er bandlyst i både åbne og lukkede fængsler samt arresthuse.

Personalet kan nu få bøde eller komme i fængsel i op til et halvt år for at tage en privat mobiltelefon med indenfor murene. Forbuddet er det seneste af justitsministerens 21 tiltag, der skal bekæmpe mobiltelefoner blandt indsatte.

Men selvom det er de indsatte, der er målet for indsatsen, er der fængselsbetjente, der ser de nye regler som en ren mistillidserklæring fra Kriminalforsorgen. En af dem er fængselsbetjent i Viborg Arrest Jakob Billstrøm.

“Jeg føler mig ramt. I begrundelsen for forbuddet står, at det skal beskytte os mod afpresning fra indsatte, men intet af det her forhindrer jo det. Man skyder med spredehagl og skærer alle over en kam,” siger han og understreger, at han ikke har noget konkret problem med, ikke at kunne medtage sin mobiltelefon.

Det handler om signalet.

“Nu skal jeg stå at sige til kollegaer, præster, læger, politibetjente at de ikke må komme ind uden at aflevere deres mobiltelefon. Når det nye i Kriminalforsorgen er tillidsbaseret ledelse, så klinger det hult. Min tillid er brudt på grund af det her,” siger Jakob Billstrøm.

Det er en mavepuster
På det åbne fængsel Søbysøgård er der også frustration. Her genkender fængselsbetjent Pernille Rasmussen godt følelsen af mistænkeliggørelse. Men det ærgrer hende især, at man sætter ind det forkerte sted.

“Jeg synes, at det nye mobilforbud er en mavepuster. Det er at vise mistillid til os,” siger hun og fortsætter: “Vi har så mange tiltag mod mobiler, der ikke giver mening i et åbent fængsel. De indsatte har adgang til telefoner på cellerne, og har let adgang til at smugle, hvis de virkelig gerne vil. Generelt vil vi meget hellere hjælpe de indsatte videre i deres liv end at koncentrere os om mobiltelefoner.”

Fængslet, der er en gammel herregård, har desuden den udfordring, at deres matrikel ikke er tydeligt afgrænset. Det stiller nye krav til alle, der kommer nær fængslet.

“Lige nu er vi i en gråzone, da alle skal aflevere deres mobil, før de kommer ind på fængslets område, men de fleste tager deres mobil med helt ind. Man arbejder vist på en form for dueslag ude ved vejen, men forbuddet giver problemer for postbude og fragtmænd,” siger Pernille Rasmussen.

Koderne ligger på mobilen
I Nakskov Arrest bruger enhedsleder Palle Svendsson ofte sin mobil til at modtage koder i forbindelse med indsattes adgang til det sikre pc-netværk. Den proces er blevet noget mere omstændelig efter igår:

“Normalt kan jeg få koderne med det samme, men nu skal jeg ud til telefonen og hente koderne, når de indsatte for eksempel skal have undervisning på nettet. Der var det noget hurtigere og nemmere før, da man havde mobil på sig,” siger enhedslederen.

Desuden er der den udfordring ved den manglende private mobiltelefon, at de ansatte hele tiden skal være orienteret om hvor Palle Svendsson befinder sig, da han som enhedsleder ofte er til møder i andre arresthuse.

“Betjentene skal jo vide, hvor jeg er, da de er nødt til at ringe internt for at få fat i mig, når jeg går til møder i Nykøbing Arrest eller Maribo Arrest,” siger Palle Svendsson.

Han understreger dog, at han er fortrøstningsfuld, og at der selvfølgelig er nogle vaner, der skal lægges om. Selvom fængselsbetjentene i Nakskov ikke jubler over forbuddet, synes han, at de håndterer det fint.

Forbundet: Vi er vrede og skuffede
Det langt fra alle steder i Kriminalforsorgen, at dagen vil indskrive sig som noget særligt. Det har længe været forbudt for fængselsbetjente, at medbringe mobiltelefoner på lukkede afdelinger og på lukkede fængsler som for eksempel Enner Mark Fængsel eller Herstedvester Fængsel.

Ikke desto mindre var 1. august 2016 en skæringsdato i Kriminalforsorgens historie, da det nu er omfattet af straffeloven, hvis en fængselsbetjent medbringer en privat mobiltelefon i et fængsel eller arresthus. Og det er helt hen i vejret, mener forbundsformand Kim Østerbye.

“Vi er skuffede og vrede over, at det er blevet strafbart. Vi har gang på gang sagt til både ministeren, og det brede flertal af retsørdførere, der står bag, at det af mange vil blive opfattet som politisk mangel på tillid til fængselsbetjentene, og at det er fuldkommen uden hold i virkeligheden,” siger han.

Han forstår godt, at nogle medlemmer tager det ilde op, og føler deres faglighed beklikket,  når systemet reagerer kraftigt på, at indsatte har haft adgang til mobiltelefoner.

“Fængselsbetjente er professionelle mennesker, der i forvejen er betroet et stort ansvar. Derfor virker det overdrevet og klart unødvendigt, at true med bål og brand overfor os,” siger Kim Østerbye.

Af Kristian Westfall