24.09.2020

”Det er som om, vi er en uddøende race”

De bliver færre og færre, og deres indsats overfor de indsatte anerkendes ikke længere. Sådan oplever værkmestrene hverdagen i Jyderup Fængsel, og de er bange for snart at være fortid.

For fire år siden var der 14 værkmestre i Jyderup Fængsel, nu er der 8 tilbage. Men når de sidder samlet om bordet i frokoststuen, har de dog alligevel 200 års erfaring med at arbejde med indsatte. Michael Langborg står for de 28 år af dem, og for ham er det især det at formidle sin viden videre til de indsatte, der giver mening.

”Hovedparten af de elever, jeg har haft gennem EUD-kurser har fået en læreplads bagefter. Så jeg føler, jeg har rykket noget, og det er meningsfuldt for mig,” siger han.

Michael Langborg var fængselsbetjent de første ti år, inden han blev værkmester med sin uddannelse som bygningsmaler i bagagen. Han har også en diplomuddannelse, der gør, at han kan gennemføre EUD-kurser med de indsatte.

Hyrer civile til det praktiske
Samtalerne og relationerne med de indsatte er endnu en vigtig disciplin i værkmesterarbejdet.

”Jeg taler med de indsatte om alle deres frustrationer og problemer, når vi arbejder sammen. Det er en særlig måde at være sammen med dem på, som for mig er helt anderledes end, da jeg arbejdede som fængselsbetjent,” siger Michael Langborg.

Han og hans værkmesterkollegaer lægger kræfter og engagement i deres job, og det er derfor, de er så frustrerede over ikke at føle sig anerkendte.

”Værkmesterflokken er nærmest blevet halveret, og der er kommet langt flere opgaver i forhold til uddannelse. Man genansætter ikke, man lukker værksteder og hyrer civile ind til det praktiske arbejde og tænker slet ikke på relationsarbejdet og den sikkerhed, vi er med til at opretholde i fængslet. Det er som om, vi er en uddøende race,” siger han.

Vi er skidegode til relationsarbejde, vi er sammen med de indsatte på en anden måde, det er anderledes, når man ikke er i uniform.

Vi er skidegode til relationsarbejde
Jimmi Tøtrup har været i Jyderup Fængsel siden 2001 og var også fængselsbetjent de første år.

Nu er han værkmester og arbejder som gartner og tømrer sammen med de indsatte.

Værkmestrene har været i gang under hele coronatiden, og han viser stolt, hvad han og et par indsatte har bygget: et shelter og en køkkenhave med højbede. Ved siden af står en række stammer, som han bruger, når han underviser de indsatte i at bruge motorsav.

”Der er jo mange af dem, der ikke har afsluttet folkeskolen, og at se deres stolthed, når de får papir på, at de er bestået, er det hele værd,” siger han.

Også for Jimmi Tøtrup er det kombinationen af det praktiske arbejde og samtalerne med de indsatte, der giver jobbet som værkmester indhold.

”Vi er skidegode til relationsarbejde, vi er sammen med de indsatte på en anden måde, det er anderledes, når man ikke er i uniform. For mindre end ti minutter siden ringede en tidligere indsat til mig, fordi han lige skulle lukke lidt damp ud. Det sker tit,” siger Jimmi Tøtrup.

Relationerne og den gode kontakt med de indsatte er med til at skabe en fundamental sikkerhed, som både værkmestre og betjente trækker på i tilspidsede situationer.

”Vi ER den dynamiske sikkerhed. Hvem skal hjælpe med at løbe til alarmerne, hvis der kun er civile uden sikkerhedsuddannelse tilbage, hvem skal håndtere konflikterne mellem de indsatte i køkkenet eller på værkstedet?” spørger Jimmi Tøtrup.

Værkmestrene i Jyderup Fængsel føler sig generelt skubbet ud på et sidespor i forhold til samarbejdet og sammenhængen med resten af fængslet.

”Jeg undrer mig for eksempel over, hvorfor eleverne ikke længere skal have indblik i, hvad vi værkmestre laver? Vi bliver heller ikke længere spurgt til vores mening om en indsat, der har søgt om prøveløsladelse. Jeg har det som om, vores fag er under afvikling,” siger Jimmi Tøtrup.

Af Maria Hamilton


En tredjedel af værkmestrene er forsvundet