07.12.2022

Det er på tide, at Kriminalforsorgen anerkender ledernes arbejde

Puha tænker jeg. Det er godt, at det ikke er mig, der skal starte som nyudnævnt leder i Kriminalforsorgen til en løn, som svarer til betjente i turnus med en ekstravagt i ny og næ.

Der stilles flere krav til lederne end nogensinde før, og man kan, som leder, ikke en gang være sikker på at få en formaliseret lederuddannelse (som vel at mærke skal tages i fritiden).

Jeg er skuffet og frustreret på vores ledermedlemmernes vegne – de bliver simpelthen ikke behandlet ordentlig.

Hele reorganiseringen har gjort op med det, vi kendte som overvagtmestre og afdelingsledere. Nu hedder det enhedsledere og enhedschefer – meget fine titler, men måske blot et påskud til at kræve mere ledelse til samme løn.

Jeg tror, at de fleste søger en lederstilling for at kunne gøre en forskel i dagligdagen. Samtidig vil man gerne dygtiggøre sig og bruge sine kvalifikationer på en ny måde.

Hvorfor vil Kriminalforsorgen så ikke rigtigt bide til bolle, når det kommer til at gøre noget mere konkret for lederne? Det spørgsmål har vi i forbundet stillet mange gange. Men desværre taler vi i modvind.

Lad os starte med lønnen. Vi har lige siden reorganiseringen krævet mere i løn generelt til hele lederområdet. Lederstillinger er nu ledelsesbaserede og ikke fagspecifikke. Hvorfor er der så lønforskel i forhold til andre ledere? Den eneste undskyldning vi får at vide, er, at hvis vores medlemmer skal have mere, så kommer alle andre og kræver det samme. Når jeg ser på at, vi ofte bliver afvist på lønkrav, der handler om få hundrede kroner om måneden, i stillinger der måske er på over 30.000 kroner om måneden, er det jo fuldkommen latterligt. Jeg havde aldrig forstillet mig, at arbejdsgiveren ville være så fedtet for at sige det lige ud. Vi skal åbenbart for enhver pris holdes nede i løn, selvom kravene blot stiger og stiger.

Uddannelse
Så er der spørgsmålet om uddannelse. I de efterhånden mange år jeg har været forbundsformand, har vi vedholdende holdt fast i, at der skal ske en opgradering af ledelsesuddannelsen i Kriminalforsorgen. Der er næppe mange styrelser, der har så ringe en formaliseret uddannelse af ledere som os. Der mangler trainee-stillinger, der mangler reelle karriereforløb og en niveauinddeling af uddannelsen, så man indgår helt per automatik i de tre niveauer, der er til rådighed i det offentlige uddannelsessystem. Det er simpelthen et must at få de rigtige værktøjer med i kassen, når man skal bestemme over andre mennesker.

Forbundet bliver ofte kritiseret for at overse lederne eller ikke kæmpe deres sag. Det ærgerligt, for det er nok det enkeltområde, der fylder mest i min dagligdag og har gjort det, siden reorganiseringen gik i gang. For det første skulle vores medlemmer beskyttes i videst mulige omfang mod afsked, omplaceringer og ikke mindst degradering. Det lykkedes i meget stort omfang, selvom særligt en del overvagtmestre blev ramt. Så kom hele løndelen, som viste sig at indeholde en del lokaleaftaler, der kom bag på arbejdsgiveren. Det har krævet en del timer at få ryddet op i det, fordi udgangspunktet fra arbejdsgiveren i områderne var, at lederne skulle opsiges uden kompensation. Det fik vi til at gå væk i meget stort omfang.

Jeg hører i disse år ikke meget andet end, at der skal satses på god arbejdsgiveradfærd og bedre ledelse, men jeg synes, de handlinger der ligger bag, mere minder om topchefer, der sender befalinger nedad i en lind strøm og som lader hammeren falde, når tingene ikke bliver gjort i det forventede tempo.

Anerkend lederne
Det er på tide, at Kriminalforsorgen anerkender de uniformerede ledere, og stiller de nødvendige ressourcer til rådighed for at skabe de bedst mulige ledere. Det er uholdbart med daglig kritik, tjenstlige samtaler over småfejl, manglede ledernetværk, manglende uddannelse, supervision og ikke mindst en uanstændig løn.

Vi er dybt afhængige af, at vores uniformerede ledere fungerer. Det er dem, der i dagligdagen skal sikre alt lige fra omsorg for personalet til at få registreret om der visiteres nok.

Hvis vi ikke behandler vores ledere ordentligt i en tid, hvor de farer fra møde til møde fra adresse til adresse, får vi næppe løftet noget som helst.

Ledelsen i Kriminalforsorgen glemmer, at den uniformerede ledergruppe i høj grad er dem, som i dagligdagen får tingene til at ske.