Af Bo Yde Sørensen, forbundsformand
Jeg bakker 100 procent op om den måde, vi forhandler løn på i Danmark, hvor fagforeninger og arbejdsgivere sætter sig ned og aftaler tingene sammen.
Men der er også grænser for forhandlingsmodellen. Det har vi vidst i mange år. Modellen er dårlig til at løfte grupper, som er sakket bagud. Det gælder eksempelvis for sosu-assistenter og pædagoger – og det gælder for os.
Ved sidste overenskomst stemte 99 procent af vores medlemmer nej til resultatet. Det var ikke overraskende, for ingen af Fængselsforbundets krav blev imødekommet; hverken reallønsfremgang, puljer til organisationsaftaler eller andet.
Vores krav var druknet i det store spil mellem større organisationer. Vi kom til kort – kan man sige.
Det er svagheden ved overenskomstforhandlingerne. De er ikke gode til at rette tingene op, når nogle grupper er blevet hægtet bagud gennem 50 år.
Af den årsag er der brug for ekstraordinære tiltag, hvis
blødningen i Kriminalforsorgen skal stoppe.
Jeg er glad for, at regeringen har kaldt til trepartsforhandlinger for fire grupper, som alle er afgørende for velfærdsstaten, og som har svært ved at tiltrække nye folk.
Jeg ved ikke om vi når frem til et resultat. Det håber jeg. Alt andet vil være torskedumt. Det er en historisk mulighed for at få et lønløft. Den mulighed skal vi gribe.
Derfor er jeg ikke sikker på, at det er den kloge løsning, når forbund – som ikke er omfattet af treparten – afviser fremtidige trepartsforhandlinger om løn. Måske er det netop hvad den danske aftalemodel har brug for, for at overleve på den lange bane. Javel, måske i en tilpasset form.
Jeg gætter nemlig på, at flere af de lavtlønnede grupper på arbejdsmarkedet har en solnedgangsklausul for, hvor længe de accepterer at blive kørt over af (det højtlønnede) fællesskab.
Iblandt mine kollegaer er det tydeligt, at alle ikke længere køber den. De har taget deres gode tøj og er gået. Skal den danske model overleve, så skal fagbevægelsen kunne omstille sig. Ellers dør vi.
