Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Fængselsforbundets kampagne DEN STORE FLUGT har lyst gult de seneste uger på de sociale medier, på busplakater og på forsiden af det nye nummer af Fængselsforbundet.
Med de tre film ’Nedtællingen’, ’Flugten’ og ’Eftersøgningen’ forsøger vi at rette lyset skarpt mod de arbejdsforhold, der er jeres hverdag nu og har været det alt for længe.
Vi har vendt filmklassikeren ’Den store flugt’ på hovedet. Det er fængselsbetjentene, der flygter over muren, ikke de indsatte. Vi har brugt humor og underholdning som greb for at sætte projektør på en pointe, der ikke er sjov overhovedet.
Der er intet at grine af, og jeg føler, jeg gentager mig selv i det uendelige. Mit håb er, at beslutningstagerne for alvor får øjnene op for, at v i virkelig gerne vil løfte Kriminalforsorgen med faglighed og stolthed, men at der snart ikke er mere saft og kraft tilbage.
Frustrationerne rækker langt videre end blot til personalet. I skrivende stund har jeg netop modtaget brev fra en indsat og besked fra en pårørende til en fængselsbetjent. Begge siger det samme: Det går ikke længere. Personalet er for presset til både job og privatliv.
Det er konsekvensen af, at vi driver virksomhed på kvart kraft. Vi mangler mere end 700 fængselsbetjente til et stigende antal indsatte.
Du har hørt det før, ikke? Uden at der rigtig bliver taget affære?
Det er som at være med i en anden filmklassiker; ”Groundhog Day,” hvor Bill Murray vågner op til nøjagtig den samme dag hver eneste morgen.
Lad os håbe, at flerårsaftaleforhandlingerne bliver et gigantisk vækkeur, der hiver os ud af den her klaustrofobiske og nedslående dvale.
Ellers har vi da oplægget til næste kampagne. Lad os krydse fingre for, at det aldrig kommer så vidt.
