06.12.2024

Bo Yde Sørensen: ”Det er vigtigt, vi tænker os grundigt om i brugen af strafcelle”

Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY afholdt i dag konference på Christiansborg med overskriften ’Mindre strafcelle – hvordan?’

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, var paneldeltager på dagens konference, mens Steen Iversen, fængselsbetjent fra Enner Mark, var inviteret med for at fortælle om sit arbejde og sit perspektiv på strafcellebrugen.

”Jeg synes, det var en nuanceret debat, og der kom mange spændende tanker frem om brugen af strafcelle som sanktion. Det er eskaleret efter de lovstramninger, der kom i forhold til rygning og mobiltelefoner i 2015 og 2016,” siger Bo Yde Sørensen.

”Det er vigtigt, at vi tænker os grundigt om i brugen af strafceller, for al forskning og erfaring peger på, at det er ødelæggende. Både for den indsatte og for det relationsarbejde, vi som fængselsbetjente har som opgave at få til at fungere i processen med at afkriminalisere de indsatte.”

Steen Iversen, fængselsbetjent fra Enner Mark, understregede netop det skisma på konferencen. Der er i forvejen ikke tid til relationsarbejde, alt det bløde er skåret væk til fordel for ’skal-opgaver’ som urinprøver og dokumentation af alt, og når den indsatte så kommer i strafcelle for at have røget, er det meget lidt fordrende for den gode relation, forklarede han.

I Bo Yde Sørensens øjne er det dog ikke en mulighed at fjerne brugen af strafceller helt.

”Som fængselsbetjente bliver vi nødt til at have nogle sanktionsmuligheder, men det er vigtigt, vi diskuterer, hvordan sanktionerne skal bruges, og jeg er helt enig i, at vi bør begrænse brugen af strafceller i visse situationer og benytte os af løsninger, der giver mere mening for både indsatte og ansatte,” siger forbundsformanden.