Bjarne Karlsen har haft en lang og flot karriere i Kriminalforsorgen, hvor størstedelen af hans tjeneste har været på Møgelkær Fængsel.
Bjarne var i en kort periode betjent på Møgelkærs halvåbne afdeling KL, inden han blev daglig leder for denne afdeling. Det var tydeligt fra starten, at ledergerningen faldt ham naturlig, med hans fantastiske evner til at tale og hans menneskekendskab. Ikke mindst rollen som forhørsleder har givet Bjarne en enorm respekt.
Man skulle som indsat være mere end dygtig, for ikke at falde i bevisfælden hos Bjarne. Igen kom hans talegaver ham til gode. Efter 5-6 år blev han overvagtmester for afdelingerne A/B, C/D, GH og Centralvagten på Møgelkær Fængsel.
Gennem alle årene har man aldrig gået forgæves, hvis man søgte hjælp hos Bjarne til at få løst et problem. Hans evne med at inddrage sund fornuft og se tingene fra andre vinkler har gjort ham til den dygtige leder, som han er. Derfor har han altid haft sine medarbejderes fulde respekt. Det kan tydeligt ses og høres, i og med at tidligere medarbejdere fortsat i ny og næ kommer eller ringer til Bjarne.
Og er tiden til det, er Bjarne helt sikkert garant for en snak, også de svære. Er tiden ikke til det, finder han tid til det. Guderne skal vide, hvor mange gange han er kommet hjem til aftalt tid.
Nyt eventyr i Kolding
Bjarne fortsatte som enhedsleder frem til lukningen af Møgelkær Fængsel i 2018. Et nyt eventyr startede i slutningen af 2018 hvor Bjarne blev enhedsleder i TBE-Kolding, hvor opbyggelsen af en helt ny enhed tog sin begyndelse.
Hegnsmand, instruktør, videoklipper, IT-medarbejder, mekaniker, sjælesørger, museumsguide, uniformsansvarlig, debriefer, transportkoordinator (gudskelov kun en kort periode i starten), gravemaskineoperatør (en udfordring om hvorvidt han kunne snakke sig adgang til en gravemaskine – Bjarne vandt en flaske god spiritus på den konto, med en passende overdragelsesseance).
Bjarne har haft rigtig mange kasketter på hos TBE KOL. Hver dag. Omstillingsparat til fingerspidserne.
Bjarne er et omvandrende leksikon med fokus på livet. Forstået på den måde, at han er klog på mennesker. Klog på at snakke med mennesker.
Altid tid til en snak
Bjarne er den type leder, som udviser meget stor interesse i sine kollegaers liv og velbefindende. Og er tiden til det, er Bjarne helt sikkert garant for en snak, også de svære. Er tiden ikke til det, finder han tid til det. Guderne skal vide, hvor mange gange han er kommet hjem til aftalt tid. Måske tingene ændrer sig lidt fremadrettet.
Og qua Bjarnes person får mange en helt naturlig lyst til at snakke med ham. Ikke mange mennesker man møder på sin vej, har den udstråling eller indgyder den tillid der skal til, men det gør Bjarne. Om det er en kollegas bil, der volder bøvl, eller en ny motorcykel der skal beundres, så vil han gerne med på p-pladsen og give sit besyv med. Altid frisk på en kommentar. Altid med stort engagement.
Nu er tiden måske kommet til, at han får tid til at skrive en bestseller, om hans mange spændende oplevelser og betragtninger til ting og sager i både Luftvåbnet og Kriminalforsorgen.
Vi er mange, der venter spændt.
God vind. Pas på dig selv. Tak.
Hilsen alle kollegaerne i Koncern Transport og Bevogtning