17.04.2024

Bjarne Dahl Hansen – 40 års jubilæum

Bjarne Dahl Hansen havde den 1. juli 2015 noget så sjældent som 40 års jubilæum i statens tjeneste. For at opnå det i en alder af 59 år var Bjarne inden sin ansættelse i Kriminalforsorgen ansat i militæret.

Han blev ansat i 1979 i Statsfængslet i Horsens. Efter et år på ’Slottet’ fik han ansættelse på Statsfængslet på Kærshovedgård.

Igen efter et år blev han ansat i Arresthuset i Herning i 1981. Fra 1990 og frem til 2001 som vagtmester. I 2001 fik han lyst til luftforandring og drog til Statsfængslet ved Sønder Omme. Bjarne blev i Sønder Omme i fire år, men i 2005 vendte han hjem igen til Herning.

Bjarne er en særdeles flittig og vellidt kollega, altid i godt humør. Er man i knibe, er der altid hjælp at hente hos Bjarne. Skal man overtage en vagt efter Bjarne, kan man være sikker på, at alt er i den skønneste orden.

I fritiden tager han gerne sammen med sin bedre halvdel, Vera, på små weekendophold rundt om i landet. Dette skal dog gerne passes ind med FC Midtjyllands hjemmebaneprogram, hvor han og fruen som regel er på plads på stadion.

Et stort tillykke skal lyde til Bjarne fra personale og ledelse i Arresthuset i Herning med det flotte jubilæum