03.02.2023

At være sig selv og vise tillid

Han bærer de tre store stjerner og kronen på skulderen som et symbol – eller dokumentation – på en karriere, som indtil videre ikke er blevet overgået af andre.

Siden Michael Fønss Gjørup begyndte som ung betjent i Københavns Fængsler tilbage i 1981, har han været på en lang rejse gennem systemet.

En rejse som har ført til poster med stigende ansvar, som kulminerede med udnævnelsen til institutionschef ved Danmarks nyeste fængsel, Storstrøm Fængsel på Nordfalster. Dermed brød Michael Gjørup gennem glasloftet og blev den første uniformerede, der har indtaget en stilling på det niveau.

Og det skete da heller ikke uden gnidninger, husker Michael Gjørup: ”Traditionelt har den slags stillinger været besat med jurister eller andre med tilsvarende akademiske uddannelser. For nogle var det noget af en kamel at sluge, at en betjent skulle stå i spidsen for landets nyeste fængsel. Jeg sporede i hvert fald en vis modvilje, som blandt andet gav sig udtryk på en noget absurd måde.”

I bund og grund ser jeg mig som fængselsbetjent, og det kalder jeg også mig selv, hvis nogen spørger.

“Allerede mens jeg var fungerende chef for Vridsløse, opstod der tvivl om, hvilken titel jeg skulle have. Inspektørforeningen mente, at dens medlemmer havde monopol på stillingsbetegnelsen ’fængselsinspektør’. ’Fængselschef’ blev bragt på bane af den daværende direktør, men det syntes Inspektørforeningen ikke om, for det lød jo finere end inspektør.”

”Det var ret utroligt og småligt, at nogen gad bruge tid på den slags ligegyldigheder. Selv var jeg helt ligeglad med, hvad man kaldte mig. Men midt i al den tummel blev titlerne ændret, så jeg kom til at hedde institutionschef og fred med det, selv om titlen jo ikke fortæller noget om mit arbejde. I bund og grund ser jeg mig som fængselsbetjent, og det kalder jeg også mig selv, hvis nogen spørger for eksempel i selskabeligt sammenhæng. Det er min identitet, og jeg har gennem alle årene været medlem af Fængselsforbundet.”

En særlig jakke
Men på en lidt pudsig måde, og for en kort stund, fik Michael alligevel mulighed for at smykke sig med titlen fængselschef: ”På en kongres i Fængselsforbundet fik deltagerne udleveret en jakke som gave. På min jakke stod der ’Fængselschef’. Det var ment som en praktical joke fra den daværende formands side, og det var da også meget morsomt. Men det er ikke sikkert, det faldt i god jord alle steder,” fortæller Michael fra sit rummelige kontor i Storstrøm Fængsel, som han nu forlader for at gå på pension.

”Jeg synes, tiden er den rigtige. Dels har jeg alderen til det, og 41 år i et til tider belastende arbejde i Kriminalforsorgen går ikke sporløst hen. Men først og fremmest synes jeg, at jeg har gjort mit arbejde færdigt. Jeg har i samarbejde med meget dygtige medarbejdere fået et stort fængsel, opført på bar mark, til at fungere på en måde, vi kan være stolte af. Nu må andre så bringe det videre.

De store udfordringer
Selv fremhæver han to områder, som i de senere år har lagt beslag på hans kræfter: ”De indsatte har ændret sig markant, siden jeg begyndte somaspirant. Dengang havde vi masser af afsonere og varetægtsarrestanter i den milde ende af skalaen. De får nu andre sanktioner, og det er absolut kun positivt.”

”Tilbage i fængslerne har vi så en stor gruppe indsatte med ofte meget lange straffe, hvad der ikke i sig selv er et problem. Men alt for mange er belastet af psykiske symptomer, som gør dem svære at håndtere. De hører ikke hjemme i fængsler, men på psykiatriske afdelinger. Desværre er det velkendt, at psykiatrien er hårdt presset, og derfor havner de her.”

”Den anden store udfordring er den kroniske mangel på personale. Alle ved, hvor galt det står til. Her på falderebet håber jeg virkeligt, at det bliver bedre. Det hører med til mit og mine lederes opgave at give tjenestlige ordre om dobbeltvagter og inddrage fridage, og det slider urimeligt hårdt på begge parter. Men desværre har vi intet alternativ, når vi skal opretholde et sikkerhedsmæssigt forsvarligt niveau.”

”Jeg håber, den intensive kampagne Kriminalforsorgen har sat i værk for at få flere til at søge ind bærer frugt.”

Det store svigt
Ingen kommer gennem 41 år i samme virksomhed uden skuffelser. De fleste glider ud, men én hænger ved, selv om den er kommet på afstand: ”I 2019 opstod der mistanke om, at jeg ikke havde overholdt reglerne for udbud. Det er fair, at sagen bliver undersøgt, men jeg anede intet om, at jeg havde været under politimæssig efterforskning i flere måneder, før jeg fik det at vide og efterfølgende blev sendt hjem.”

Det var i sig selv et voldsomt slag, men jeg blev dybt skuffet over, at den daværende direktør sendte en pressemeddelelse ud om sagen.

”Det var i sig selv et voldsomt slag, men jeg blev dybt skuffet over, at den daværende direktør sendte en pressemeddelelse ud om sagen. At hænge mig ud til offentlig beskuelse i landets aviser, uden at jeg kunne tage til genmæle, var dybt illoyalt og et udtryk for et kæmpe svigt. Jeg har altid bestræbt mig på at være loyal og ordentlig i min tjeneste og med min ledelse, og at det ikke var gensidigt ramte mig meget, meget hårdt.”

”Jeg blev aldrig sigtet, sagen blev lukket som grundløs, og jeg kom tilbage efter fem måneder plus to måneders sygemelding, hvor jeg prøvede at finde mig selv og den indre balance. Det gjorde jeg, og i dag har jeg lagt sagen bag mig.”

Den store glæde
”Når jeg går ud af mit kontor for sidste gang, vil jeg tænke på, at jeg har haft mange gode år, hvor jeg fik lov til at arbejde med mange spændende og interessante områder i Kriminalforsorgen. Men først og fremmest vil jeg tænke tilbage på samarbejdet med pragtfulde, dygtige og loyale kollegaer og med glæde huske deres engagement og humor. Det er min erfaring – ikke mindst som leder – at møder man andre med tillid og ærlighed og uden at forstille sig, får man så meget godt igen. Og det har jeg fået.”

Af Preben Lund