Nu er vi færdige med snak.
Det er tid til at komme i gang med at føre den politiske aftale ud i livet og for alvor kitte sprækkerne i fundamentet.
300 siders lovtekst er sendt i høring, og Kriminalforsorgen har holdt konference om fremtidens løsninger.
Ud af de store temaer i flerårsaftalen er der særligt et, jeg glæder mig til at se handling på: Det er målet om bedre fastholdelse.
Det nytter jo ikke noget at tiltrække nye kollegaer, hvis der er flere, som forlader jobbet ud ad bagdøren. Forbundet har derfor taget de første spadestik i forhandlingerne om tiltag, der vil gøre jobbet mere attraktivt.
Det er helt afgørende for aftalens succes, at jobbet faktisk bliver bedre.
Kerneopgaven skal styrkes. Der skal igen være tid til relationsarbejdet; at flytte de indsatte i en bedre retning, som det hele handler om.
Det uniformerede personale skal igen opleve udvikling i jobbet med efteruddannelse og karriereforløb, så de ikke er nødsaget til at søge nye græsgange for at rykke sig fagligt.
Og friheden skal tilbage til den enkelte medarbejder, der skal kunne trække på sin sunde fornuft og bruge sine kompetencer i stedet for at blive dikteret af tunge bestemmelser. Man skal føle, man udfylder sin uniformsskjorte, ikke at den er en spændetrøje.
Det bedste ved vores situation er, at alle i virkeligheden ønsker det samme: en sund Kriminalforsorg, hvor man ikke får ondt i maven over at skulle møde ind på endnu en ekstravagt.
Det værste der kan ske, er, at vi igen står modfaldne efter en flerårsaftaleperiode og udpeger alt det, der ikke lykkedes.
Jeg har store forventninger til, at ledelsen sætter håndfast handling bag, så det ikke er der, vi ender igen.
