20.10.2020

63-årig fængselsbetjent elsker sit arbejde hver dag

Den faglige stolthed og glæden ved at gå på arbejde findes stadig derude. Det er Niels Wismann fra Slagelse Arrest et levende bevis på.

“Sikke en formiddag, det hele blev lige kaos, fordi der kom købmand og besøg fra Udlændingestyrelsen på samme tid,” siger Niels Wismann og puster ud. Han ser nu ikke ud som om, han er vippet af pinden, det er bare en konstatering af, at formiddagen kørte ud ad en tangent, den ikke var planlagt til.

Han viser fagbladets udsendte op gennem snørklede trappegange til et mødelokale, og han har ikke problemer med at finde vej. Niels Wismann har nemlig været i Slagelse Arrest i 36 år. Han er 63 år, har fuldt optjent pension og kunne være stoppet for et par år siden.

”Jeg går ikke frivilligt lige med det samme. Jeg elsker mit arbejde,” siger han og ligner heller ikke på nogen måde én, der mangler energi til at klare skærene i det sjællandske arresthus.

”Jeg kan lide det hele. Mine kollegaer, at tale med de indsatte, driften af stedet,” siger fængselsbetjenten, der også har været tillidsrepræsentant i 30 år.

Måtte finde en anden indfaldsvinkel
Det var egentlig en karriere som lærer, der var planen for Niels Wismann, men så fik han brug for at tjene penge til familien og faldt over fængselsbetjentuddannelsen.

Han ville bare være der et år og så tilbage på seminariet. Det blev til først fire år i Vestre Fængsel, og i 1984 kom han til Slagelse Arrest.

”Jeg har jo selv været med til at skabe den her arbejdsplads, også som TR. Det betyder meget for mig, at vi har et godt arbejdsmiljø og et godt samarbejde med ledelsen. At der er tid til at tale med de indsatte,” siger han.

En fængselsbetjent i 2020 er hundrede gange dygtigere, end da jeg startede i 1979.

Netop relationsarbejdet er vigtigt for Niels Wismann, men han har ikke længere visioner om at rykke ved de indsatte.

”Det er ikke, fordi jeg kom med et ønske om at redde verden. Men der kom et tidspunkt, hvor jeg havnede i et fagligt tomrum. Jeg følte ikke, vi rykkede noget som helst, det er de samme mennesker, vi ser igen og igen. Da gik det op for mig, at jeg blev nødt til at have en anden indfaldsvinkel, og min mission blev i stedet at behandle folk ordentligt, mens de er her. Det er vigtigt for mig,” siger han.

Da han begyndte sin karriere i Kriminalforsorgen, var institutionerne ren opbevaring i hans øjne.

”En fængselsbetjent i 2020 er hundrede gange dygtigere, end da jeg startede i 1979. Vi har mange flere redskaber til relationsarbejdet, og vi behandler de indsatte på en anden måde. Vi er mere komplette betjente nu,” siger han.

Relationsarbejdet møder dog også udfordringer i Slagelse Arrest.

”70 procent af vores indsatte er udlændinge, vi kan have indsatte siddende med 12 forskellige sprog. Det gør det lidt svært, men vi forsøger til enhver tid at hjælpe så godt, vi overhovedet kan,” siger Niels Wismann.

”Jeg har oplevet 3-4 selvmord, én der brændte sig inde på en celle, det kan jeg stadig lugte. En indsat, der stak en gaffel i halsen på mig, masseslagsmål og en indsat, der snittede sig selv i halsen,” siger Niels Wismann.

Et godt liv ved siden af
Der er ikke mange magtanvendelser i Slagelse Arrest, men Niels har alligevel været udsat for lidt af hvert i sin tid.

”Jeg har oplevet 3-4 selvmord, én der brændte sig inde på en celle, det kan jeg stadig lugte. En indsat, der stak en gaffel i halsen på mig, masseslagsmål og en indsat, der snittede sig selv i halsen,” siger han.

Men det er længe siden: ”Der er ikke så meget af den slags i et kategori 3-hus. Jeg var gået på pension for længe siden, hvis jeg skulle have med voldsparate indsatte at gøre, dem der ingen respekt har for systemet.”

For den 63-årige fængselsbetjent har det altid betydet meget at have et aktivt og velfungerende l i v ved siden af jobbet som fængselsbetjent.

”Hvis jeg er ude for nogle voldsomme ting, taler jeg med min kone og min familie om det. Men det er vigtigt for mig at lægge arbejdet fra mig, når jeg kommer hjem; og når jeg står op om morgenen og stryger min skjorte, glæder jeg mig til at skulle på arbejde igen.”

Af Maria Hamilton