05.10.2024

40-års jubilæum: Marianne Hjorth Olsen

Den 1. september havde enhedsleder og værkmester Marianne Hjorth Olsen 40-års jubilæum i Kriminalforsorgen. Marianne har arbejdet mange år i Horserød Fængsel og før det mange år i Gribskovlejren.

Den 2. september havde vi glæden af at kunne fejre Mariannes 40-års jubilæum. Det skete med en hyggelig frokost, og vi havde æren af at kunne overrække fortjenstmedaljen i sølv til Marianne.

Medaljen er mere end velfortjent. Marianne er et forbillede på en dejlig kollega og en god rollemodel for de indsatte. Marianne er altid positiv og konstruktiv, arbejdsom, god til at sætte rammer og er en meget loyal medarbejder. Hun trækker hver dag på sin store erfaring både som menneske og fra Kriminalforsorgen. Marianne er guld værd i Horserød, og vi er taknemmelige for, at hun bliver hos os noget tid endnu.

Med venlig hilsen
Lene Møller-Nielsen
Fungerende områdedirektør