17.04.2024

40 års jubilæum: Henrik Farup Holm

Den 19. januar 2021 er det nøjagtig 40 år siden, at vores afholdte kollega trådte ind igennem porten til en af Kriminalforsorgens daværende institutioner for første gang.

Denne januardag i 1981 blev Henrik ansat på Statsfængslet i Vridsløselille, og når man tænker på, at der snart er gået 40 år, kan man jo ikke sige, at det er flyvsk at have været på fire forskellige institutioner i etaten.

Fire år i Vridsløselille, 16 år i Gribskov, et kort stop i Kolding og snart 20 år på Henriks nuværende tjenestested Holstebro Arrest.

Henrik har to voksne døtre, og har en stor del af sit liv boet på Sjælland, men arbejdet medførte jo, at han endte med at bosætte sig i Holstebro, men vi er i tvivl om han egentlig kan lide byen, da han benytter enhver lejlighed til at udforske hele jordkloden i selskab med kæresten Pia.

De har været på mange lange rejser i hele verden, men har fået en forkærlighed for USA, som de har besøgt flere gange. Når der er kollegaer i arresten, der planlægger ferierejser, er der altid et utal af fif at få fra vores lokale globetrotter.

Vi vil hermed gerne ønske Henrik et kæmpe stort tillykke med de 40 år i statens tjeneste.

På vegne af personalet i Holstebro Arrest

Tillidsmand Torben Givskov