De indsatte står for at modtage bestillinger og pakke dagligvarer til hele Søbysøgård Fængsel. Den travle hverdag er god for både indsatte og værkmestre.
Fra årsskiftet har indsatte og værkmestre på Søbysøgård Fængsel stået for dagligvarer til de indsatte. En af fængslets arbejdspladser kører hele processen fra modtagelse af bestillingssedler til pakning af varer.
“Jeg har været værkmester på Søbysøgård i 18 år. Det her er den bedste opgave, jeg har haft,” siger Brian Sørensen.
Han er værkmester på fængslets gartneri og har været med til at starte købmandsbutikken.
Fængslets indsatte udfylder bestillingssedler og afleverer dem til personalet. Hos købmanden plukker de varerne, scanner dem og får dem pakket og gjort klar til levering på afdelingerne.
Der er en travl og arbejdsom stemning. Både hos de indsatte og værkmestrene mærker man udpræget tilfredshed med opgaven.
”Nu har jeg også arbejdet i gartneri med de indsatte. Det brænder jeg selv meget for, men det gør de ikke nødvendigvis. I købmanden går de højt op i arbejdet, fordi deres kunder er deres medindsatte. De vil gerne gøre det godt, og det engagement smitter af på os værkmestre,” siger Brian Sørensen.
God tone og gensidig respekt
Købmanden er en del af gartneriet, som også beskæftiger indsatte i blandt andet madværksted og drivhus. Enhedsleder Bodil Sørensen oplever, at der bliver arbejdet, så sveden springer i købmanden.
”De kommer klokken 8 og står klar ved døren. De gider godt arbejde, når vi værkmestre er der. Og vi er der rigtig meget. Det er vi nødt til rent sikkerhedsmæssigt,” siger hun.
Hun mener, at arbejdet er så meningsfuldt, fordi det er deres medindsatte, de pakker varer for. De vil gerne gøre en god indsats for dem, og det sætter sig i arbejdsglæden.
”Der er en god tone og gensidig respekt,” siger hun.
En af butikkens medarbejdere er Paw. Han er indsat på Søbysøgård Fængsel og glad for den travle hverdag.
”Jeg kan godt lide at arbejde og lave noget i stedet for at kigge ud i luften. Jeg arbejder for mine medfanger. Det er fedt og giver mening. Det er også dem, jeg skal se i øjnene,” siger han.
Det virker ligesom en butik udenfor – bare med mindre varesortiment.
Fokus på sikkerhed
At have indsatte til at stå i en købmand og pakke varer til andre indsatte kræver høj faglighed hos værkmestrene. Ikke bare skal de rigtige varer plukkes og pakkes effektivt. Også det sikkerhedsfaglige blik skal være knivskarpt. Blandt andet skal de indsattes påklædning gennemtænkes.
“Vi udleverer bukser, hvor vi har clipset lommerne sammen. Så de skifter, når de kommer om morgenen, og de skal heller ikke tænke på at vaske tøjet. Det skal vi nok gøre for dem. Vi visiterer dem også sporadisk og går hele tiden og kontrollerer. De indsatte er indforståede med det. Vi sørger altid for at forventningsafstemme grundigt,” fortæller Brian Sørensen.
Og når der er styr på sikkerheden, og arbejdet kører, så kan det at arbejde i købmand måske være et af skridtene på vejen mod en kriminalitetsfri tilværelse. For købmanden er et reelt stykke arbejde, som man finder det ude i samfundet, mener en anden indsat, Lars.
”Det virker ligesom en butik udenfor – bare med mindre varesortiment. Jeg kan godt lide at lave noget. Det giver mening. Tiden går, og jeg kan bruge det, jeg lærer, når jeg kommer ud. Det er en af de bedste arbejdspladser, jeg har oplevet i et fængsel,” siger han.