09.10.2024

25 års jubilæum: Kenni Jensen

Kenni startede på Horsens Statsfængsel den 1. oktober 1996. Han kom til Renbæk Fængsel i 1998 og var der indtil 2002, dog afbrudt af fem måneder uden for nummer, hvor han arbejdede på et socialpædagogisk opholdssted.

Kenni har siden 2002 været ansat i Sønderborg Arrest. Han er en meget vellidt kollega, der har gang i mange ting hele tiden. Kenni er altid parat med en hjælpende hånd og siger aldrig nej til et vagtbytte. Han er desuden arrestens depotforvalter, hvilket han sætter en stor ære i og gør til alles store tilfredshed.

Kenni er meget stor og passioneret Liverpoolfan, og både rejser til England og ikke mindst kampene i tv kan sætte ild i ham. Vi i arresten har lært at leve med hans op- og nedture i forbindelse med fodbolden. Når Liverpool så taber en sjælden gang imellem, og tårerne får frit løb, er vi som kollegaer altid klar med servietterne. ”You Never Walk Alone.”

Når Kenni en meget sjælden gang er syg, er hans foretrukne medicin en Slotsøl eller en romtoddy. Og som han siger: ”Det er ikke sikkert, det hjælper, men så er det da sjovere at være syg.”

Kennis ellers så sparsomme fritid fordrives med opbyggelse af egen zoologiske have, der indtil videre tæller hunde, høns, får, geder og sidste nye anskaffelse: to lamaer. Vi ønsker dig stort tillykke med jubilæet!

På kollegaernes vegne
Arne Juhler