09.10.2024

Black Army-medlem anholdt for skud mod fængselsbetjent i Nyborg

Politiet har fået et gennembrud i Nyborgsagen fra juli, hvor en fængselsbetjent blev skudt i benene, da han mødte på arbejde.

Fyns Politi har i dag anholdt en 20-årig mand fra Black Army, der i morgen vil blive krævet varetægtsfængslet. Anholdelsen er sket efter længere tids efterforskning, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

“Vi har arbejdet målrettet mod at få løst denne sag, og i dag kunne vi så skride til anholdelse. Jeg vil ikke udelukke, at vi i den nærmeste fremtid kommer til at foretage yderligere anholdelser,” siger vicepolitiinspektøren i en pressemeddelelse.