07.06.2024

Tredjeårs-eleverne præsenterede opgaver på skolen i Birkerød

Fagbladet var med, da årets tredjeårselever på fængselsbetjentuddannelsen tegnede og forklarede de emner, de havde valgt at dykke ned i. Her kan du læse om fire af dem.

Arbejdet med psykisk syge
Rune og Anders har skrevet opgave om psykisk syge indsatte, og besøgte derfor det psykiatriske hospital Sankt Hans i Roskilde. ”Vi sammenlignede det, vi gør i Kriminalforsorgen, med det de gør,” sagde Rune og fortsatte: ”Der er ingen tvivl om, at vi skal være bedre til at tale med psykisk sårbare indsatte. Spørge dem, hvordan de har det og være ærlige over for dem.” Eleverne mener, at man med mere forståelse og opmærksomhed kan begrænse brugen af magtanvendelser og isolering.

Gældssanering giver mening
Alberte og Michelle skrev om de indsattes muligheder for at få eftergivet deres gæld. De nåede frem til, at vi som samfund taber meget på gulvet, når vi lader tidligere indsatte hænge på deres gæld. ”Det kommer der kun flere kriminelle ud af,” sagde Alberte. Michelle pegede på, at nogle indsatte er så gældsramte, at det kræver en årlig indtægt på fem millioner kroner for at betale den. Eleverne mener, at man skal kigge til Norge, hvor de indsatte har bedre muligheder for gældssanering.

Beklædningens magt
Betyder det noget, hvilket tøj de indsatte har på? Andreas og Lars har skrevet om indsattes beklædning. ”Vi fandt ud af, at selvom de ikke går i uniform, så gør de det alligevel. Bandemedlemmer kan spotte hinanden på lang afstand. De går i ekstremt dyrt joggingtøj.” sagde Lars. De to elever besøgte Arresthuset i Helsingør som en del af opgaven. Lars iført jakkesæt. Andreas i tracksuit. De fandt hurtigt ud af, at både kollegaer og indsatte opfattede dem vidt forskelligt. Så konklusionen er, at klæder faktisk skaber folk.

Jobmatch er en succes
Bille har kastet sig over High Five og deres arbejde med at skabe kontakt mellem kriminelle og virksomheder. Hun har arbejdet 11 år som værkmester i Kriminalforsorgen, og er nu i gang med uddannelsen til fængselsbetjent. Hun har valgt at undersøge sagen nærmere: ”Jeg hørte om High Five i radioen og tænkte, hvad er det for noget? Det viste sig, de faktisk har stort held med deres indsats. De har en succesrate på 86 procent. Det er ret imponerende,” sagde hun.