07.06.2024

Hvad gik galt – og hvorfor kommer det til at gå endnu mere galt?

Selvom man vidste, at der ville komme flere fanger, så gik rekrutteringen af fængselsbetjente langsomt i gang for fire år siden. Nu halter bemandingen voldsomt og med udsigten til 1.000 flere indsatte, er det svært at se lys ude.

De strukturelle udfordringer, som Kriminalforsorgen står over for, er så store, at de ikke bliver løst på kort sigt. Nok heller ikke på lang sigt. Det er svært at forestille sig, at problemerne er væk, når næste aftaleperiode udløber i 2025.

Kriminalforsorgen vurderer, at antallet af indsatte stiger fra nuværende 4.200 til 5.250 i 2025. Med en normering på 1,5 indsat pr. betjent er der behov for 3.500 fængselsbetjente om fire år. Det er 1.500 flere end i dag.

Mens vi venter på løsninger, kan vi prøve at finde ud af, hvorfor det er gået så galt.

Selv med den mest vellykkede rekrutteringsindsats er det ikke muligt at øge bemandingen med 375 om året. De seneste ni år har afgangen af betjente været større end tilgangen. Det er urealistisk, at den tendens skulle ændre sig radikalt.

Men mens de nye kollegaer er et rent fatamorgana, så gør det samme sig ikke gældende for indsatte. Det er mennesker i kød og blod, som vil blive kørt til fængsler og arresthuse i en lind strøm.

Hvis prognosen står til troende, vil fangetransporterne ankomme med tredobbelt hastighed i forhold til i dag. Allerede om to år forventer man over 5.000 indsatte. Det er omkring 900 flere end i dag. Svarende til tre gange Nyborg Fængsel.

Hvor skal de sidde henne?

Vi har spurgt i Kriminalforsorgen, men de henviser til fleråraftaleforhandlingerne.

”Det er ingen hemmelighed, at Kriminalforsorgen er udfordret af stigningen i antallet af indsatte. Det udfordrer os på kapaciteten og lægger et stort pres på vores medarbejdere, som hver dag løfter en stor og vigtig opgave og får tingene til at fungere i en svær tid. Lige nu forhandles der om en ny flerårsaftale, der definerer rammerne for de kommende år, og dermed adresserer flere af vores væsentlige udfordringer med belæg, bemanding og kapacitet.

“Vi afventer situationen og ser frem til den nye aftale,” skriver Kriminalforsorgens direktør Ina Eliasen.

Flerårsaftalen i 2017 byggede på en prognose om 300 flere indsatte i gennemsnit hver dag. Der kom 800. I de kommende fire år forventer man yderligere 1.000.

Forkert prognose
Mens vi venter på løsninger, kan vi prøve at finde ud af, hvorfor det er gået så galt.

Man vidste godt, at der ville komme flere indsatte, og at der ville være behov for flere ansatte.
Derfor lovede daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) 250 flere betjente med flerårsaftalen i 2017.

Alligevel var Kriminalforsorgen ikke hurtigt ude af starthullerne. Det første år i den nye aftaleperiode – altså 2018 – blev der rekrutteret 125 nye fængselsbetjente, men samme år stoppede 197 betjente. En nettotilgang på minus 72.

Allerede efter et år var man altså bagud i forhold til at indfri den politiske aftale. Og siden er det ikke lykkedes et eneste år at tiltrække flere fængselsbetjente.

Oven i købet viste det sig, at flerårsaftalen byggede på en skæv beregning. Aftalen var baseret på en såkaldt flad prognose for fangetallet. Man forventede flere indsatte, men ikke så mange.

Den flade prognose burde dog have været en stejl. Der kom 500 flere indsatte end ventet.

Årsagen er, at der er kommet længere straffe. Folketinget har vedtaget over 100 strafskærpelser de seneste ti år. Et eksempel er bandepakke I, II og III, som har øget antallet af bandekriminelle bag tremmer.

Så selvom politikerne ønskede at styrke bemandingen, er det gået i den stik modsatte retning. Fire år efter aftalens underskrift er bemandingen ringere i Danmark end i Albanien.

Corona-kriminelle
Den dårlige nyhed er, at det hele nok bliver meget værre. Der forventes som nævnt 5.250 indsatte i 2025. De mange nye indsatte vil komme fra yderligere strafskærpelser, herunder strafskærpelser som følge af Covid-19-epidemien.

Omkring en fjerdedel af stigningen ventes alene at komme fra corona-kriminelle – i omegnen af 250 indsatte.

Det er ret svært at forestille sig, at Kriminalforsorgen skal kunne rumme så mange flere indsatte inden for så lille en tidsramme. Selv hvis bemandingen var til stede, ville det være svært. Nu ser det umuligt ud.

Man kan håbe, at prognosen også denne gang er forkert, og den forventede fangeeksplosion udebliver.

Af Søren Gregersen


Hvorfor er der kommet flere indsatte end forventet?
Det skyldes strafskærpelser og den underliggende strukturelle udvikling.
Hvorfor kommer der endnu flere?
Flere strafskærpelser, herunder forøget straflængde for coronarelateret kriminalitet. Det gælder især i perioden 2022-2024.

Hvad gør man, når corona-forbryderne er færdige med at afsone?
Vi har spurgt Kriminalforsorgen, men de afventer flerårsaftaleforhandlingerne.

120 %
Så højt vil belægningsprocenten være i Kriminalforsorgen i 2025, hvis der ikke kommer flere pladser.

Hvor mange pladser mangler der?
Der mangler 1.000 pladser, hvis Kriminalforsorgen skal rumme 5.250 indsatte i stedet for de nuværende 4.200. Der er aktuelt planlagt 29 nye pladser i Køge Arrest og Horserød Fængsel og 100 i Ringe. Og der er planer om flere pladser i Sønder Omme Fængsel og Nyborg Fængsel.

Hvor mange pladser er allerede åbnet?
Siden 2017 er der åbnet over 500 pladser ved; for det første at genåbne pladser som for eksempel i Møgelkær Fængsel og Assens Arrest; for det andet ved at “kapacitetsoptimere” som man for eksempel har gjort ved at etablere dobbeltbelæg i cellerne i Nykøbing Fængsel og indrette celler i besøgslokaler, kondirum og telefonbokse rundt omkring; og for det tredje ved at etablere nye pladser. Eksempelvis er Vestre Fængsel blev udvidet med en ny bygning.