Regeringens finanslovsudspil rejser en del spørgsmål.
Med udspillet skal der åbnes 250 nye pladser i 2022 og 2023.
Det er i sig selv godt, for der er brug for at tage fat på Kriminalforsorgens kapacitetsproblemer.
Men jeg løfter ikke armene i begejstring. For hvem skal tage sig af 250 flere indsatte, når vi i forvejen mangler mindst 600 betjente?
Det virker som om, at regeringen ikke har føling med virkeligheden.
Eller har de måske en hemmelig plan for, hvordan det skal kunne lade sig gøre at drive Kriminalforsorgen med 4.300 pladser?
Jeg synes ikke, det giver mening at tale om øget kapacitet uden at tænke på bemanding. Især når man tænker på, hvor grelt det ser ud med personalemanglen.
Tag for eksempel Nyborg Fængsel. Her tog 230 betjente førhen sig af 200 indsatte. I dag er der 140 betjente til 300 indsatte.
Og nu vil man åbne endnu flere pladser.
Selv hvis vi forestiller os, at den hemmelige plan faktisk eksisterer, og det lykkes at ansætte 700-800 flere betjente i de næste tre år. Hvad skal der så ske i mellemtiden?
Vi kan ikke vente til 2023, før der kommer balance i tingene. Det er her og nu, lokummet brænder.
Jeg synes, justitsministeren skal bakke op om den nye direktør og give hende andet end bare pladser. Han bør sikre, at der er en plan for, hvordan bemandingsproblemerne løses på både kort og lang sigt.
En plan som vel at mærke holder – og ikke som den nuværende flerårsaftale – der lovede os 250 betjente, som vi ikke har set skyggen af.
Han bør overveje, hvad der skal til for at rekruttere og i særdeleshed fastholde fængselsbetjente i deres stillinger.
Er det løn, arbejdsvilkår, jobindhold?
Han kan starte med at læse afgangsanalysen, hvor tidligere kollegaer fortæller, hvorfor de søgte væk.
Hvis vi ikke tager fat om årsagerne til personalemanglen, så bliver det umuligt af åbne flere pladser.
