Birgitte Høgh blev udsat for et voldsomt overfald i Randers Arrest i 2016. Først et år senere gik det for alvor op for hende, at hun var helt ude af balance. Hun mener, at der i høj grad mangler opmærksomhed på PTSD i Kriminalforsorgen.
Jeg åbnede celledøren og hørte, at han sagde ’jeg nakker dig’, og så husker jeg ikke mere,” siger Birgitte Høgh, da hun beskriver, hvordan hun på et splitsekund havde en fange siddende på ryggen en dag i Randers Arrest.
Han skar hende med barberblade på hals og arm, smadrede to tænder og rev hår af hendes hoved.
Det er som om, al automatik forsvinder med PTSD. Almindelige ting bliver store projekter, fordi reptilhjernen er blæst helt op, så man er i konstant alarmberedskab, siger Birgitte Høgh.
Fagbladet besøger Birgitte i hendes landsbyhus på Djursland, hvor hun bor med sin mand og to døtre. Haven udenfor er fyldt med erantisser, og ved havedøren står to høns og pikker på ruden. De vil have mad.
Birgitte Høgh viser arret efter barberbladet på halsen. Hun har stadig bøjle på tænderne og har været i tandlægestolen et utal af gange siden overfaldet i juni 2016.
”Før suste jeg rundt. Arbejdede, fodrede dyr, ordnede have, gjorde rent og lavede mad uden at tænke over det. Nu føles det uoverkommeligt. Det er som om, al automatik forsvinder med PTSD. Almindelige ting bliver store projekter, fordi reptilhjernen er blæst helt op, så man er i konstant alarmberedskab, siger Birgitte Høgh.
Der gik et år
Erkendelsen af at være ramt af PTSD kom hverken hurtigt eller let for Birgitte. Efter ti dage var hun tilbage på rejseholdet, som hun var tilknyttet før overfaldet.
Den lange erkendelsesproces er en af de komplekse sider af PTSD. Netop derfor kunne Birgitte Høgh godt have brugt mere hjælp fra Kriminalforsorgen i tiden efter overfaldet.
”Jeg ville ønske, at der var en chef, der havde sagt til mig: ’Du skal ikke på arbejde igen, før vi er helt sikre på, hvad der foregår i din hjerne,’” siger hun, men hun ved godt, hvorfor hun var så hurtigt tilbage på arbejde igen: ”Jeg har været landmand, og når man er det, kan man ikke bare blive liggende. Køerne malker ikke sig selv. Jeg tror, det var det, der sad i mig. Sammen med en korpsånd og en uvilje mod at give op,” siger hun.
Efter noget tid med flere voldsomme episoder begyndte mareridtene at flå i Birgitte, og hun blev bange for at åbne døre. En periode på Enner Mark Fængsel med voldsomme overfald og en indsat, der blev slået i ansigtet med en jernstang, blev vendepunktet for Birgitte: ”Min hjerne tiltede helt, da jeg så de løse tænder i hans mund,” siger hun.
”Jeg ville ønske, at der var en chef, der havde sagt til mig: ’Du skal ikke på arbejde igen, før vi er helt sikre på, hvad der foregår i din hjerne,’” siger Birgitte Høgh.
Herefter blev mareridtene endnu voldsommere, og Birgitte startede i et psykologforløb. Hun bad også om at blive flyttet til et roligere sted, men der gik fire måneder, før det blev realiseret.
”På en vagt i Herning Arrest mødte jeg en chef, jeg har kendt i mange år. Han sagde ’Du ser ikke ud til at have det særlig godt. Tror du ikke, du skulle sygemelde dig?’ Det var den kommentar, der fik mig til at indse, at jeg virkelig ikke havde det godt, og at jeg ikke burde være på arbejde.”
Det var i juli 2017 over et år efter, at overfaldet fandt sted.
”Man bliver snigløbet af sig selv. Man ser slet ikke, hvor slemt, man egentlig har det,” siger hun.
Drømmer om at slå græs
Da Birgitte Høgh sygemeldte sig, var det Fængselsforbundet, der tog over og kørte hendes sager. Sagsbehandlingen i arbejdsskadesager tager lang tid, og Birgittes sager er endnu ikke afsluttet her næsten tre år efter det udløsende overfald.
”Lige nu ligger begge mine sager i Ankestyrelsen, fordi jeg ikke har fået anerkendt et varigt mén på grund af tandskaden og arrene efter overfaldet, og det varige mén på grund af PTSD er for lavt, da jeg lider af svær PTSD. Jeg vil bare gerne have det hele afsluttet og komme videre,” siger Birgitte Høgh, der netop er blevet tildelt førtidspension.
”Før drømte jeg om de store ting. Nu drømmer jeg om små ting. At kunne slå græsset bare en gang om ugen. At komme ud og nyde foråret i haven. Jeg har lagt min uniform på loftet. Jeg får det dårligt af at se på den. Så den kommer jeg nok ikke i igen,” siger hun.
PTSD-arbejdsgruppe
Justitsministeriet nedsatte i 2018 en arbejdsgruppe, der skulle undersøge, hvordan forholdene for PTSD-ramte fængselsbetjente kunne forbedres. Arbejdsgruppen havde deadline før jul, men den er rykket til påske. Ministeriet skriver til fagbladet: ”Justitsministeriet vil inden påske invitere relevante interessenter, herunder Fængselsforbundet, til et møde om arbejdet.”
