En besparelse på 3,2 millioner kroner satte medarbejderne på Avedøre Pension i venteposition til den 12. januar. Hvilke fire medarbejdere skulle spares væk? Det ved de nu.
”Jeg er trist. Trist, trist, trist.”
Sådan siger tillidsrepræsentant for fængselsbetjentene i Avedøre Pension, Susanne Brandi, da fagbladet spørger, hvordan hun har det.
Som vi skrev i sidste uge, skulle dommen falde den 12. januar og fire medarbejdere afskediges. Det foregik på et online møde.
”Det første, jeg fik at vide var, at jeg skulle gå ud af mødet. Så der troede jeg, at det var mig, der var ramt. Men efterfølgende fik jeg så at vide, at det var medarbejdere fra Kriminalforsorgsforeningen, der havde mistet deres job,” siger hun.
Ina Eliasen siger i en video på vores intranet, at medarbejderne skal behandles ordentligt. Jeg kan ikke få øje på ordentligheden her,” siger Susanne Brandi.
To nye, pædagogiske medarbejdere, en pædagog og en pedel skal inden længe ikke møde op på Avedøre Pension.
Kan ikke få øje på ordentligheden
”Jeg er ked af at miste dem alle fire, og jeg synes, det er pinlig og utilstedelig opførsel at fyre to medarbejdere, der blev ansat den 1. november. Det 12. november fik vi at vide, at der skulle spares. Nu har de 14 dages opsigelse, fordi det stadig er i prøveperioden, så det er jo billigt for Kriminalforsorgen. Samtidig siger Ina Eliasen i en video på vores intranet, at medarbejderne skal behandles ordentligt. Jeg kan ikke få øje på ordentligheden her,” siger Susanne Brandi.
Hun og hendes kollegaer havde fået indtryk af, at det var døgnpersonalet, der var i farezonen. Ikke den eneste pedel på pensionen.
”Jeg har sagt til vores pedel igen og igen, at han slet ikke var i fare. For hvordan skal vi så slå græs og skifte pærer og reparere de ting, der ikke virker?,” siger Susanne Brandi.
”Vi havde ikke set det komme, og han var hårdt ramt. Jeg tog ham med hjem til mig og spise, og vi snakkede til klokken 2 om natten.
Den 12. januar var Susanne Brandi på Avedøre Pension hele dagen for at tage hånd om både de medarbejdere, der blev ramt og dem, der mistede kollegaer.
”Det var en trist dag,” siger hun.
Af Maria Hamilton
Fængselsbetjente på Avedøre Pension: Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt