19.11.2020

Vores udpinte fængsler stirrer ned i afgrunden

Debatindlæg i Politiken den 18. november 2020
Af Bo Yde Sørensen, formand for Fængselsforbundet

Da en berygtet fange med ekstrem mediebevågenhed i oktober forsøger at flygte fra Herstedvester Fængsel, kommer ramaskriget hurtigt fra politikere og resten af omverdenen: ”Sådan en fangeflugt bør ikke kunne lade sig gøre!”  Men kritikken klinger ekstremt hult.

Ingen bør desværre være overraskede, når man kender den udsultning og misbehandling af det danske fængselsvæsen, der har stået på i årevis. Den er foregået i fire trin:

1. Tag alle fængsler, og vrid dem for personale over en årrække. Det gør du ved at skære ned og forringe arbejdsforholdene, så mange fængselsbetjente stopper helt af sig selv.

2. Overfyld derefter fængslerne med indsatte, så der må indkøbes køjesenge i læssevis.

3. Ignorér dernæst Fængselsforbundet, der forsøger at komme igennem med budskabet: Vi er på katastrofekurs.

4.Hold øjnene stramt lukket, og vent spændt på, at katastrofen sker.

Fangeflugten er en tragisk begivenhed. Og den rammer mine kollegaer hårdt.

Personale, der i forvejen ligger ned, bliver presset yderligere af en voldsom begivenhed, hvor en psykolog bliver taget som gidsel, og flere betjente bliver truet. Der er også betjente, der sidder tilbage i fængslet og følger det hele over alarmanlægget: De ser deres kollegaer bliver truet af en indsat. De ved ikke, hvordan det ender. Jeg ved med sikkerhed, at chokket stadig sidder i dem.

Mine kollegaer handlede lige efter bogen. De gjorde det allerbedste, de kunne, med de elendige arbejdsvilkår, de arbejder under. De var hurtige og snarrådige, og det var deres fortjeneste, at politiet fik ham anholdt inden for få minutter.

Fængselsbetjentene går på arbejde hver dag med følelsen af ikke gøre deres job ordentligt. Der mangler så meget personale, at man ikke længere kan opbygge relationer til de indsatte. De passer sig selv, de har ikke længere tillid nok til betjentene til at fortælle, hvis de tror, en bestemt indsat har gang i noget mistænkeligt. De indsatte ser bare afløsere og betjente, der løber fra brandslukning til brandslukning.

Sandheden er: Vi bløder! Vi går ned med stress og belastningsreaktioner, vi kæmper stolt og stærkt for det job og den faglighed, vi elsker. Det gjorde de også den dag i Herstedvester. Hver og én. Alligevel bliver de mødt af løftede pegefingre og kritik.

Jeg har set en komiker komme med ‘ sjove’ indslag om fangeflugten, hvor betjentene bliver hængt ud. Det er lidt som at gå i cirkus og glæde sig til klovnen, men så er den egentlig slet ikke sjov, mere bare pinlig.

Men løftede politikerpegefingre og klovnenæser er malplacerede, når en kollega, kone, mor, datter er blevet holdt som gidsel og truet på livet. Og jeg tror ikke, man ville gøre grin af den situation, hvis den var foregået et andet sted i den offentlige eller private sektor.

Jeg er enig i, at fangeflugt ikke bør kunne lade sig gøre. Men det er bare resultatet af den katastrofekurs mod afgrunden, vi alle er på. Jeg mangler forståelse og respekt for vores job, vores faglighed og vores arbejdsvilkår. Det er ikke godt nok, at vi bliver spist af med, at det hele bliver ordnet i næste flerårsaftale. Sidste gang blev vi lovet 250 flere betjente – tre år senere er vi 250 færre betjente.

Vi drukner. Kast os en redningskrans i stedet for at lægge armene over kors og fordømme vores arbejde, når det forventelige sker.