17.06.2021

Vi kan ikke både blive tilsidesat og stå forrest, når det gælder

Selvom 99 procent af vores medlemmer stemte nej til overenskomsten – og tusind tak for den opbakning – må jeg med skam konstatere, at nejet ikke betyder noget i praksis.

Den måde fællesskabet er skruet sammen på, betyder nemlig, at det er det samlede flertal, der bestemmer. Derfor blev vores nej blot en parentes blandt statens 190.000 ansatte.

Vi stemte nej, fordi ingen ønskede at prioritere fængselsbetjente ved overenskomst-forhandlingerne. Det er i mine øjne ekstremt absurd, når vi står med en laset Kriminalforsorg, der knap kan fortsætte driften på grund af rekrutteringsproblemer, faneflugt og sygepensionering.

Fængselsforbundet bakker naturligvis op om overenskomstsystemet. Men når det er sagt, er jeg også nødt til at konstatere, at der mellem lønmodtagerne er uligheder, som ikke kan løses i det nuværende system.

Når man har en hel statslig styrelse som Kriminalforsorgen med en håbløs personalesituation, og ingen af siderne omkring forhandlingsbordet så meget som anerkender vores eksistens, så må jeg konstatere, at vi har behov for et eftersyn.

Jeg er fortørnet over, at landets fængselsbetjente på den måde er blevet tilsidesat. Det er os, som står forrest og bliver slået til plukfisk, når politikerne insisterer på at gennemtrumfe nye tiltag i straffekæden.

Er det for meget forlangt at bede om en smule rimelighed i aflønning og anseelse?

Skal der fortsat være folkelig opbakning fra medlemmerne af fagbevægelsen til den danske forhandlingsmodel, så mener jeg, at det er bydende nødvendigt, at der kommer et gennemgribende eftersyn af tjenestemandsreformen og hele den fordelingsnøgle, den trækker med sig. Den er med til at fastholde os lavest i hierarkiet og placere os på de undseeliges rækker.

For jeg må jo konstatere, at arbejdsgiver ikke har prioriteret Kriminalforsorgen. Og det i en situation, hvor chefforhandleren for regeringen – nemlig Morten Bødskov – endda er tidligere justitsminister.